At slå en ko ihjel....

På trods af at Nepal ikke længere er verdens eneste hinduistiske kongedømme, nu hvor kongen er blevet frataget tronen, har parlamentet lige vedtaget, at koen fortsat skal være landets nationale dyr – trods stærke protester fra maoisterne.
Slår man dette hellige dyr ihjel bliver det af loven betragte som manddrab og man kan ende med en meget hård fængselsstraf. I de fleste tilfælde er det dog nok at betale en kæmpe bøde. For mange hernede er bøden for stor til at betale, og ”drabsmanden” stikker derfor ofte af fra gerningsstedet.

Det var præcis, hvad der skete i dag på min vej til arbejde. Midt på vejen lå en halvdød ko og rundt om var mange ophidsede folk, der fortalte mig, at en jeep havde ramt koen og var kørt væk. Med en kæmpestor døende ko midt på vejen, kom der hurtig kø på begge sider af vejen. Havde politiet trådt til, ville der intet problem være, men så nemt er det ikke i Nepal. Jeg fortalte flere gange en betjent, at han skulle gøre sit arbejde, men han var tydeligvis ikke klar over, hvad det var.

Nu er det sådan, at når en nepalesisk buschauffør kommer kørende og ser en kø, så stopper han ikke, men kører i stedet over i modsatte vejbanen og helt frem til starten af køen for at se, hvad der sker. Dette sker på begge sider af vejen og skaber derfor det vilde trafikkaos. Jeg sad i noget tid og observerede hele scenen og morede mig ret meget, men var også klar over, at jeg på et tidspunkt blev nødt til at melde mig på banen og deltage i galskaben – ellers ville jeg aldrig komme igennem og den halve time jeg allerede havde siddet der, kunne hurtigt have blevet til flere timer.

Ja, logik er der ikke meget af på vejene i Nepal. I denne situation forstår jeg ikke, hvorfor de ikke slog koen ihjel (som lå og led så frygteligt) og trak den ud i siden af vejen, så biler igen kunne køre uden problemer – men sådan er der jo så mange ubesvarede spørgsmål i dette land. Trods galskaben og den kendsgerning at jeg kom for sent på arbejde, så er det jo netop en af disse oplevelser der gør at Nepal er så spændende et land at bo i – man ved nemlig aldrig, hvad der venter rundt om hjørnet!

Maghi – endnu en festival

I Nepal følger vi en anden kalender, hvilket betyder, at jeg rent faktisk lever i år 2063. Vi er netop gået ind i den 10. måned i året, Magh. Den første dag i Magh, også kaldet Maghi, er en af de mange helligdage i Nepal.

Men for mange unge Tharu-piger bliver denne dag modtaget med blandede følelser. Disse unge piger, også kaldet Kamalari, lever i slavelignende tilstande. Deres forældre er meget fattige og ofte nødsaget til at ”sælge” deres døtre som tjenestepiger hos fremmede familier.
Allerede fra 5-års alderen sælges pigerne. Deres arbejdsforhold er oftest usle med 12-14 timers arbejdsdage, soveplads i køkkenet og en årsløn på 200 kr. – ja, det var 200 kr. om året.
Forældrene til disse piger indgår 1-års kontrakter og følge skik og ret sker dette altid på Maghi.

Det betyder, at hver Maghi forlader pigerne deres arbejdsplads for at mødes med deres forældre. Dette er oftest den eneste dag om året, at familien er samlet.
Men Maghi er også dagen, hvor en ny kontrakt bliver indgået og Kamalarierne skal ud til en ny familie og arbejde. For pigerne er det med usikkerhed de skifter arbejdsplads, da de ikke er klar over hvordan de nye arbejdsforhold bliver om der vil være fysisk eller psykisk vold og endog seksuel overgreb.

Traditionen med Kamalari findes i hele Terai, hvor jeg bor. Oftest ”handles” der privat, men i Dang distriktet er der rent faktisk et marked for dette. Marcus, Sara og jeg brugte denne Maghi på at besøge dette marked.

I starten lignede det først et almindeligt marked med masser af madboder og tingeltangel. Det gik dog hurtigt op for os, at der også var Kamalarier og ikke kun det men faktisk hele familier på udkig efter arbejde. Der var masser af familier, der bar rundt på små bylter, der indeholdt alle deres ejendele. Højst sandsynligt var det frigivne gældsslaver på jagt efter en måde at overleve på.

Eftersom nogle lokale organisationer er begyndt at modarbejde denne tradition foregik det hele ikke så åbenlyst og vi havde svært ved at få folk til at tale. Jeg fik dog snakket med en indisk landmand, der var kommet for at købe ti arbejdere til hans gård i Indien. Han fortalte mig, at en god arbejder kostede 5.000 Indiske rupees om året, dvs. omkring 700 kr.

Denne form for ”slavehandel” kan ikke klassificeres som menneskerettighedsovertrædelse (som Sara og Marcus fortalte mig), eftersom folkene jo frivilligt indgår i en 1-års kontrakt. For mange er markedet i Dang eneste mulighed for at finde et job og sikre familiens overlevelse.
Derfor var det alligevel trist at se disse mennesker siddende i grupper med alle deres ejendele og vente på en køber/arbejdsgiver. Markedet i Dang tegner et tydeligt billede af den store fattigdom som en stor del af Nepals befolkning lever i.

Der var dog også få lyspunkter den dag. Vores chauffør ramte ”desværre” en høne på vejen. Han og fotografen fulgte hovedkulds efter den ind i skoven og kom stolte tilbage med deres bytte – festmåltidet til Maghi var sikret!

Nepalgunj Optøjer

Efter en dejlig juleferie i Danmark er jeg nu tilbage i Nepalgunj. Selv om jeg havde læst og hørt om optøjerne i Nepalgunj i juledagene, havde jeg faktisk fuldstændig glemt alt om dem igen, men de mange nedbrændte butikker, møbler og motorcykler på Surkhet Road talte sit tydelige sprog om en by der havde været gennem 2 dages kampe. Optøjerne i juledagene havde resulteret i 150 plyndrede og nedbrændte butikker, 1 død og 20 sårede.

Jeg har siden deltaget i møder omkring optøjerne, og alle er i vildrede omkring hvorfor det skete og hvem der stod bag det. Mange er dog af den overbevisning, at det var royalister, der stod bag optøjerne; folk der er stærkt imod den demokratiske proces der sker i Nepal i øjeblikket. Det menes også, at de folk der plyndrede og ødelagde var folk udefra betalt af lokale royalister for at lave ballade. Samtidig var myndighederne fuldstændig handlingslammet.
Videooptagelser viser 200 betjente stå og kigge på en håndfuld mennesker bryde ind i en tv-forretning, hvorefter de går forbi politiet med deres tyvekoster. Dette skete d. 26. december, hvor der rent faktisk var udgangsforbud i Nepalgunj, hvilket politiet dog på ingen måde håndhævede.

Påskuddet for at starte urolighederne var de mange forskellige befolkningsgrupper, der bor i byen. Der er stor forskel på Madhesi – det oprindelige Terai-folk der har stor tilknytning til Indien og eget sprog – og Pahadi folk, der er tilflyttet fra bjergene og nu sidder på alle vigtige stillinger i Terai.
Også mellem den store gruppe muslimer i byen og hinduisterne er der konflikter. Dog er opfattelsen, at disse konflikter aldrig har været voldeligt og blot blev brugt i juledagene som påskud for at starte disse optøjer.

Det er foruroligende, at der skal så lidt til at starte optøjer af denne karakter. I øjeblikket arbejder alle på at finde ud af, hvad der skete, hvorfor det skete, hvorfor det ikke blev stoppet og – vigtigst af alt – hvordan man sikrer, at det ikke sker igen i en by med så store forskelle i både politik, økonomi, religion og sociale forhold.

Billeder følger senere

Jul i Danmark

Jul derhjemme var akkurat ligeså dejlig og afslappende som jeg havde forventet. Selvfølgelig spiste jeg for meget julemad og juleknæs efterfulgt af alt for mange juleøl og for meget rødvin og alt for lidt motion – men nu er det jo kun jul én gang om året, så det er jo tilladt.

Det var skønt at se hele familien, især min nevø og niece, Simon og Sara, som bare er vokset så meget siden sidst. Efter en uges tid i Horsens i familiens skød, tog jeg til København for at besøge vennerne og fejre nytåret. Dem af jer der kender mig kan sikkert gætte, hvordan mine dage i København blev brugt….og at jeg nu har brug for en ferie for at komme mig over ferien ;-)

For-jul i Nepal

Selv om julen blev fejret hjemme var der stadig tid til lidt julehygge i Nepal.

Jeg havde allerede nyt flere glas Glögg rundt omkring i landet, men den bedste Glögg blev nu serveret hos mine Nepalgunj kollegaer, Robin og Nanna. Dette i forbindelse med fejrelse af Santa Lucia. Det gode og meget stærke Glögg blev efterfulgt af et mini-Lucia optog som Nanna og Sara stod for, hvorefter vi dansede i lidt rundt i stuen. Alt i alt en rigtig hyggelig aften der sluttede med at Greg mistede sine bilnøgler i kort øjeblik og dermed vågnede hele kvarteret med den meget højlydt alarm på hans stor FN-bil…..gad vide om han ikke skulle have ladet bilen stå….




Men ingen jul uden en meget våd julefrokost. Eftersom samtlige Development Workers var samlet til førstehjælpskursus i Kathmandu var det jo oplagt at holde en julefrokost på samme tid. Og hvor ellers end på Baryo Fiesta, en restaurant ejet af Søren, en dansk kok, hvor man kunne nyde lækkert dansk julemad. Desværre havde vi ingen snaps, men heldigvis var der masser af vodka – se billede af Sara der demonstrerer hvordan svenskere opnår at blive så hurtigt fulde, som de jo har en tendens til at gøre.
Efter flere flasker vodka følte vi os friske nok til stoppe Søren i hans utallige karaoke-sange, gribe mikrofonen og give los….ikke et pænt syn men en rigtig sjov aften!

Og så var det ellers hjem til lille Danmark…