....at tage tandbørsten med på arbejde!

Nu hvor den store festival måned er overstået er der ved at komme godt gang i de mange konflikt-skabende aktiviteter, som dette land lider under.

Den helt nye trend i landet er at lave Banda. Maoisterne har brugt denne metode under hele den væbnede konflikt, men nu har også lokalbefolkningen fået smag for det. I disse dage startes en Banda oftest pga. et trafikuheld, hvor en eller flere personer dør. Banda betyder lukket og der er var der er, når der er Banda. Befolkningen i det område, hvor ulykken sker, lukker simpelthen vejen af og stopper dermed al trafik. Sker der en ulykke kræver familien til den afdøde nemlig kompensation fra det bus- eller transportselskab, der var indblandet i ulykken. Og indtil de penge bliver betalt får ingen lov til at køre nogen steder.

Hverken politikere eller politi griber ind overfor disse Bandas, faktisk virker det som om det lokale politi nyder at have mulighed for at gå rundt og snakke med de mange rejsende, der bliver holdt gidsel på landevejen.

I øjeblikket er Nepalgunj lammet af en kæmpe Banda, hvilket har gjort livet svært for mange. Jeg er i den heldige situation, at min kollega, Sara, bor i den nordlige del af byen og jeg derfor har kunnet parkere min bil hos hende og cykle resten af vejen hjem - efter at have løftet cyklen gennem det lille hul i Bandaen, hvor man kan klemme sig gennem. I morges var jeg faktisk forberedt på at skulle cykle hele vejen på arbejde – 20 km. – eftersom transportfirmaet involverede i den ulykke, der slog en lille pige ihjel og startede dagens Banda, havde besluttet sig for at lave en mod-Banda. Dog lykkedes det for mig at få bilen på vej og komme på arbejde. Nu er det så bare spændende, hvad der kommer til at ske i løbet af dagen, jeg har lige fået at vide, at de er ved at lave en Banda midt imellem mit kontor og min lejlighed….så det er med en smule nervøsitet, at jeg i eftermiddag bevæger mig ud på landevejen for at tilbageligge de 20 km. mellem arbejde og hjem – det kan jo være jeg bliver nødt til at vende om og sove på kontoret i aften……

Tihar - endnu en festival

Nepal må siges at være festivalernes land, og oktober er festivalmåneden. Tihar er den anden store festival i oktober og handler om at ære sine brødre og søstre, der giver hinanden Tika og udveksler gaver.

Dog er festivalen også en mulighed for improviserede musik- og dansegrupper at tjene ekstra penge. Snesevis af disse grupper – specielt børn – går fra dør til dør og synger den samme monotone sang hvorefter de tænder deres lille stereo og danser til nepalesisk musik. Festivalen minder vel på nogle måder om vores fastelavn.


Børnene forventer en smule slik og 5-10 rupees for deres optræden, mens de voksne kræver 200-500 rupees for deres uanmeldte tilstedeværelse foran min dør. Eftersom det jo er storslået mulighed for at tjene penge arbejder disse grupper døgnet rundt. Vi har låst vores port tidligt, men naboer lader deres stående åben hele natten. Så takket være den høje nepalesiske musik, der kommer fra naboens forhave, har jeg ikke fået sovet meget under denne festival.

Eftersom Tihar er en familiefestival, er jeg blevet inviteret til min nepalesiske families hjem (mine kollegaer er selvfølgelig min familie hernede). Det betyder, at jeg skal dukke op i sari og danse nepalesisk dans foran hele landsbyen. Nu nyder jeg faktisk denne del af oplevelsen, mens jeg frygter første del: maden. Det forventes, at man spiser omkring ½ kg. ris og lige så meget grøntsager og kød. Når så man har spist det, skal man helst bede om ekstra ris, ellers bliver din værtinde meget, meget skuffet. Jeg synes, at jeg er blevet bedre til at indtage store mængder af ris, men et halvt kilo er jeg stadig ikke nået op på. Ja, det er ikke altid nemt at være udlænding i festivalernes og dal bhat’ens land…..

Hvedebrødsdagene

Som nogle af jer måske har opdaget, så er jeg utrolig glad for min tilværelse; Nepal er et spændende sted at være, arbejdet og kollegaerne er fantastisk, min lejlighed er skøn og vejret er varmt og fugtigt lige som jeg kan lide det!

Jvf. den megen litteratur skrevet om udviklingsarbejdere, gennemgår jeg i øjeblikket den første fase af en lang cyklus som mit ophold her består af. Den fase kaldes ”Hvedebrødsdagene”. Ofte når jeg snakker med folk, der har været her længe, ryster de på hovedet mens de ser på mig med en bedrevidende smil og fortæller mig, at hvedebrødsdagene ikke varer evigt…..

Nå, det kan da godt være, men indtil videre prøver jeg i hvert fald at få det meste ud af denne vidunderlige periode. Min ide om hvedebrødsdage er baseret på lækre strande og eksotiske cocktails, og hvor bedre at få det end i Thailand? Så under Dashain – Nepals største festival – brugte jeg mine 9 dages tvungen ferie på at nyde mine hvedebrødsdage i Thailand.

Det gode ved Thailand er, at jeg har været der så mange gange, at jeg ikke behøver at bekymre mig om sight-seeing; jeg kan bare slappe 100 % af – og det var præcis, hvad jeg gjorde.

Min første dag i Thailand mødes jeg med Hans, en af mine ældste venner. Han og en ven skulle hjem samme aften, men der var stadig tid til en dejlig frokost med masser af kopper øl (åbenbart er der en lov mod at servere alkohol mellem 14 og 17!).

Senere samme aften mødtes jeg med en anden af mine dejlige venner, Akbar. Han bor og arbejder i Bangkok, og gennem ham oplevede jeg en ny side af Bangkok der inkluderede mange lækre restauranter, barer og natklubber.
Sammen med Akbar tog jeg også til Koh Samet for at tilbringe lidt kvalitetstid på stranden. Akbar blev et par dage, og så blev jeg alene tilbage med mine cocktails og bøger. Det var virkelig højdepunktet af mine hvedebrødsdage, og nogle af de mest afslappende dage jeg har haft længe.
Turen sluttede i Bangkok, hvor dagene blev brugt på shopping og aftenerne i selskab med Akbar.

Nu er jeg så tilbage i Nepal med masser af ny energi. Jeg er stadig glad for det hele, så jeg går ud fra, at hvedebrødsdagene ikke er helt forbi endnu. Ifølge litteraturen så nærmere jeg mig den såkaldte halvårskrise – måske vil I kunne læse det ud af min blog på et tidspunkt – vi må se, hvad der sker….