Mit første middagsselskab

Efter mange år som studerende har jeg endelig mulighed for at bo et sted stort nok til at holde fester. Og eftersom jeg jo elsker feste kunne det ikke gå hurtigt nok med at holde en.

De første gæster skulle selvfølgelig være min nepalesiske familie: mine kollegaer. Eftersom de alle bor et godt stykke væk skulle det være om dagen, så jeg inviterede dem alle til Dal Bhat (national retten her) kl. 11. De fleste dukkede op kl. 13, men det er jo kulturen!

Men meget lidt udstyr i køkkenet havde jeg bestilt maden udefra. Maden var bare god – specielt fordi den kostede 90 rps. pr. person (omkring 7 kr.). Der var også rigelig af den, og jeg havde forestillet mig at skulle leve af Dal Bhat de næste par uger, men heldigvis tog de alle rester med dem…..
Taget i betragtning at dette var mit første middagsselskab for 25 personer, så synes jeg faktisk, at det gik rigtig godt. Nu havde jeg også nogle meget nemme gæster; de fleste af dem bor i huse bygget af mudder, så det at jeg ikke havde nogle møbler generede dem ikke det mindste – de havde intet problem med at sidde på gulvet. Jeg havde dog overset en meget vigtig ting; at med 35 grader og bagende solskin skal der en ordentlig mængde vand til at slukke tørsten hos 25 mennesker. Havde det ikke været for vandpumpen i gården var de nok alle besvimet…..

Den egentlige grund for denne lille komsammen var rent faktisk et møde – om mig! Jeg arbejder jo for to forskellige organisationer, og der har været en del problemer med at finde ud af, hvornår jeg skal arbejde hvor. Dette møde løste dog dette problem – tror jeg nok……mærkeligt at deltage i et møde om mig uden at kunne forstå, hvad der bliver sagt – jeg skal virkelig have lært dette sprog!

Efter dette hurtige møde var det tid til at danse – på trods af varmen – og alle nød at få lov at bevæge sig lidt efter det store måltid. Desværre bor de jo alle et stykke væk, så festen endte tidligt – måske skulle jeg invitere dem til at overnatte næste gang….

Bilist i Nepal

Inden jeg kom til Nepal, havde jeg en masse ideer om, hvordan det ville være at være bilist i Nepal. Men ak, jeg tog fejl – og mig der ellers aldrig tager fejl:

I Nepal kører man i venstre side
Jo da, ifølge loven kører man i venstre side af vejen i Nepal, men jeg erfarede hurtigt at, her kører man hvor der er plads! Nogen gange er der plads i venstre side af vejen og andre gange i højre. Dog kører man oftest midt på vejen!

Vejene er lavet til biltrafik
Nej, faktisk er der meget få biler på vejene i Terai. Til gengæld er der alt muligt andet; vejene hernede virker som store gågader, hvor folk muntert går omkring eller stopper og får en sludder med en bekendt. Derudover er der hestevogne, cykelrickshawer, æsler og sidste men ikke mindst store bøfler, der ligger midt på vejen.

Man bruger selvfølgelig sit bakspejl
Nej, der sker så meget på vejen foran én, at der simpelthen ikke er tid til at kigge i bakspejlet. Vejene er ofte fuld af huller og tit kommer en ged eller lignende springende ud foran bilen – derfor bliver man nødt til at koncentrere sig 100 % om at kigge fremad.

Man bruger kun hornet, når det er strengt nødvendigt
Nej, man bruger hornet tit og ofte. Eftersom ingen kigger i bakspejlet, ved man ikke om der kommer nogen bagfra i en overhaling, hvis ikke de bruger deres horn. Derudover flytter folk sig nødigt, hvis de har fundet et godt sted på vejen at hænge ud, så hornet kan være eneste våben for at komme frem.

Man overhaler kun når der er plads
Nej, man overhaler når det på vejen foran dig er for langsomt (bus, bil, hestevogn, bøfler, etc.), om der er plads er ikke så vigtigt. Ofte foregår en overhaling i rabatten og skulle der ske at komme en modkørende, ja, så må vedkommende jo bare sætte farten ned eller stoppe til man er kommet forbi.

Min bil er mit arbejdsredskab
Ja og nej, selvfølgelig er den til for at gøre mit arbejde nemmere, men sørme også for at gøre livet nemmere for andre. Jeg er efterhånden vant til at køre taxiservice for næsten alle jeg kender og deres venner og bekendte….indtil videre har jeg præsteret at have ti passagerer med på for- og bagsæde – dette inklusive en sanggruppe der underholdte med sang under hele turen.

Ja, man kan sige meget om at være bilist i Nepal, men kedeligt det er det aldrig. Jeg er i den heldige situation, at MS har forsynet mig med en dejlig stor Hi-Lux, der altid får mig sikkert i havn, så jeg kan bare ryste på hovedet af trafikkulturen hernede og tage det hele som en stor oplevelse.