Tilbage i marken

Så gik de tre uger i Kathmandu og jeg er tilbage i Terai for en uge inden jeg skal på juleferie. Det er dejligt at være tilbage i det varmere klima, selv om vinteren også kan mærkes her i form af kølige aftner.

Det har længe været planlagt med mine kollegaer i CWD, at jeg i denne uge skulle en tur til Surkhet. Surkhet er et distrikt, der ligger 2 timers kørsel nord for, hvor jeg bor og et område jeg endnu ikke har besøgt. Mandag morgen skulle vi have været af sted, men pga. et vældigt uvejr natten før blev turen udskudt en dag. Jeg tænkte lidt ved mig selv, at dette skyldtes nepalesernes store frygt for regn, men må indrømme at da jeg så vejen og de mange jordskred næste dag, var jeg glad for, at vi havde ventet en dag.
Ikke mere end 50 km. nord for mit hus begynder bakkerne nemlig (det vi i Danmark ville kalde bjerge). Det er en utrolig flot vej men desværre også i meget dårlig stand pga. af de mange jordskred. Dertil kommer, at vejen ikke er bredere end en ensrettet vej i Latiner-kvarteret i Århus med mange store busser kommende imod én. Mine kollegaer var meget imponeret over udsigter som også bød på de flotte sneklædte Himalaya-bjerge i baggrunden. Desværre måtte jeg holde øjnene på vejen og fik derfor ikke mulighed for at nyde naturen på samme måde.

Vi kom frem til Chhinchun kommune uden problemer og kunne starte dagens program som hovedsagelig gik ud på, at jeg skulle præsenteres for vores grupper. Surkhet er et område, der har været utrolig berørt af konflikten, og store dele af distriktet har været/er under maoist kontrol. Dette har medført, at mine kollegaer har været utrygge ved at rejse derop, og derfor har besøgt vores grupper meget få gange indenfor de sidste 10 år. Man kunne tydeligt mærke på kvinderne, at de var noget utilfredse med den manglende støtte fra CWD og som et resultat deraf, havde de besluttet at starte deres egen organisation. I princippet en meget god ide bortset fra en ting: de har ingen penge.

De håbede selvfølgelig på, at Mellemfolkeligt Samvirke ville begynde at støtte dem. Jeg måtte desværre slukke dette håb, eftersom det ikke virker realistisk i øjeblikket. Til gengæld lovede jeg dem, at jeg ville afholde en proposal writing workshop for dem og hjælpe dem med at skrive ansøgninger til andre hjælpeorganisationer. Nu hvor freden er kommet til Nepal er pengene også begyndt at rulle ind fra alle sider, så det er med at komme med i kampen om pengene.

Det tegner til at blive et spændende projekt i gå i gang med, selv om jeg nu også kommer til at bruge noget tid med disse kvinder for at få dem til at forstå, at de også selv skal tage en aktiv rolle i arbejdet. Jeg aner jo ikke, hvilke organisationer og muligheder der er i området, så på det område må de træde til – noget jeg kunne forvente at de ikke var helt opsatte på. Første skridt er i hvert fald at tage på kontoret i morgen og snakke med mine kollegaer om mulighederne for at støtte disse kvinder, så de kan starte deres egen organisation, og så må vi tage den derfra. En ting er i hvert fald sikker; jeg håber, at skulle der op igen eftersom det er et utrolig flot område.