Anne i Nepal

I maj 2006 forlod jeg Danmark for at starte et nyt og spændende liv i Nepal. Jeg har underskrevet en 2-årig kontrakt med Mellemfolkeligt Samvirke som udviklingsarbejder i Nepal.... Formålet med denne weblog er at holde alle jer derhjemme opdateret om mine oplevelser i det vestlige Nepal.

Tuesday, May 23, 2006

Første uge i Tanzania

Min første uge i Tanzania var fantastisk dejlig og afslappende. Jeg startede i Dar-es-salaam, hvor jeg besøgte Cille og Thomas. Det var virkelig skønt at se dem igen og jeg nød et par afslappende dage i deres dejlige hus. Efter at have set lidt på Dar, smuttede jeg til Zanzibar - blot 2 timers sejlads fra Dar. Endnu engang var hovedformålet at slappe af.....en ferieaktivitet jeg sætter stor pris på....så jeg brugte al min tid på øen med bare at gå rundt og kigge på de gamle historiske bygninger.

Stonetown er en stor labyrint af bittesmå gader ikke mere end et par meter brede. Gaderne snoer sig rundt om hinanden og er det perfekte sted at fare vild. Som nogle af jer sikkert ved, så har jeg ikke en anelse om, hvor nord ligger i forhold til syd, så sandsynligheden for at fare vild i Stonetown var ret stor. Derfor havde jeg også sat en hel eftermiddag af til at rode rundt i labyrinten og glædede mig faktisk til at fare vild - når nu jeg havde tiden til det! Men ak, sådan fungerer verden desværre ikke - blot et kvarter efter jeg havde bevæget mig ind i gaderne, var jeg tilbage på hovedvejen....total mod min vilje!!! Og selvfølgelig - da jeg senere på dagen ville ud af labyrinten for at se solnedgangen var det fuldstændig umuligt for mig at finde ud. Heldigvis med hjælp fra de venlige lokale, nåede jeg ud i tide til at få den obligatoriske solnedgangsøl på African House tagterrasse.
Efter et par dage tog jeg tilbage til Dar. Cille og Vibe tog mig med til South Beach til en fantastisk dag på stranden - i stik imod alt der er dansk undgik jeg at bliver total solbrændt (det var ganske enkelt for varmt til at ligge i solen).
Som skrevet var det dejligt at se Cille og Thomas igen og samtidig få et indblik i expat livet i Dar-es-salaam, noget jeg sikkert vil tænke tilbage på med længsel en gang eller to i løbet af mine 2 år i en lille by i det vestlige Nepal....
Nu går turen så videre mod nord og Tanzanias fantastiske safariland - mere om det senere.

Monday, May 08, 2006

Første skridt på rejsen

Hej allesammen,

ja, så er tiden ved at nærme sig - om blot en uge sidder jeg på et fly i Billund med et par sommerfugle i maven.

Som de fleste af jer ved, så starter turen i Afrika. MS har besluttet at sende mig på et tre ugers kursus på deres konferencecenter i Arusha, Tanzania. Jeg starter dog med 2 ugers ferie og mulighed for at opleve en smule af et kontinent jeg endnu ikke har besøgt. Planen er at besøge venner i Dar-es-salaam, ligge på en strand på Zanzibar og så smutte en tur på safari. Der skulle også gerne blive tid til en vild weekend med vennerne i Nairobi....jeg skal nok holde jer opdateret ;-)

Den 19. juni (ja, dagen efter min 30-års fødselsdag) går turen så direkte til Nepal. Jeg starer med fem ugers undervisning i Kathmandu - jeg skal jo lære nepalesisk på et eller andet tidspunkt - fire ugers besøg/arbejde i Nepalganj, efterfulgt af endnu fire ugers sprogundervisning i Kathmandu. Så rent faktisk starter det egentlige arbejde ikke før midten af september...men det skal nu nok blive spændende nok undervejs.

Ps. jeg lover, at de næste posteringer på denne blog bliver mere interessante ;-)

Sunday, May 07, 2006

Velkommen til min blog


Kære venner og familie,

så er tiden endelig kommet, hvor jeg tager første skridt på karrierestigen og rejser langt, langt væk. Min første stilling som udviklingsarbejder bringer mig til Nepal, hvor jeg skal arbejde i Nepalgajn - en forholdvis stor by på grænsen til Indien. Jeg skal arbejde som rådgiver/facilitator hos to lokale kvinderettighedsorganisationer, men det skal I nok høre mere om med tiden.

For at I kan holde lidt styr på mig, har jeg lavet denne weblog, hvori jeg vil forsøge at holde jer updateret om mine oplevelser i Sydasien. Jeg håber på at kunne opdatere den en gang om ugen - afhængig af internetforbindelse og tid......

God læsning, Anne

Would you like to see this blog in English please visit: anneelisabeth.blogspot.com