Sara – min kollega

Jeg fik vist aldrig præsenteret min kollega Sara, så det må jeg hellere få gjort.

Sara er en vaskeægte svensk tøs der går under betegnelsen ”Wanna-be-dansker”. Ligesom jeg er hun 30 år. Hun er uddannet jurist med speciale i menneskerettigheder. I Nepalgunj arbejder hun med en menneskerettighedsorganisation, HURON.

Sara og jeg mødte hinanden på et forberedende MS-seminar i Helsingør i april måned. Vi var sammen på kurset i Tanzania og under hele introduktionsforløbet i Kathmandu. Vi flyttede til Nepalgunj på samme tid og startede selvsagt på jobbet på samme tid.

Selv om vores job og hverdag er meget forskellige, er det utrolig dejligt at have en god kollega og veninde at gennemleve det hele med - og en til at hjælpe med at tage sari’en rigtig på….

Tika

Det universelle symbol på hinduisme er tika’en; et mærke eller prik placeret midt i panden. En tika kan være et lille plastic mærke, en klat sindoor (rødt pulver) eller et miks lavet af yoghurt, ris og sindoor der så bliver ”tværet” ud i panden.
Tika er et tegn på velsignelse fra guderne. Det er også en anerkendelse af det guddommelige i os alle.

På de fleste billeder af Shiva (en af de største hinduguder), ses han med et tredje øje i panden. Tika’en symboliserer dette tredje øje.

At modtage en tika er en naturlig dele af de fleste ceremonier, en anerkendelse af det guddommelige i begivenheden og en påkaldelse af guddommelig beskyttelse af modtageren af tika’en. Modtager man en tika når man ankommer eller rejser fra et nyt sted er det et tegn på respekt og hengivenhed fra mennesker involverede i dit liv.

Under min korte tid i Nepalgunj har jeg opnå at modtage et utal af tikaer fra fremtidige kollegaer og kvindegrupper. Jeg synes det er en smuk ceremoni og sætter pris på symbolismen i en tika. Jeg har dog også lære nyttigheden af at have et lille spejl med i taske – og aldrig have hvidt tøj på under en tikaceremoni.

CWD – Center for Women Development

Udover at arbejde hos DWO skal halvdelen af min tid bruges hos CWD, Center for Women Development. CWD er en lille lokalbaseret organisation startet af kvinder fra området i 1997. Organisationens overordnede vision er at forbedre levevilkår for kvinder i Nepal. Organisationen arbejder direkte med 40 kvindegrupper – etableret af CWD medlemmer – i Banke, Bardiya og Surkhet distrikterne. Disse kvindegrupper modtager undervisning fra CWD i alt fra at lære at læse og skrive, sundhed og gruppedannelse til regnskabsførelse, menneskerettigheder og hustruvold.

CWD giver disse kvinder den viden og selvtillid de har brug for til at kunne forbedre deres og deres familiers liv. CWD stræber mod at hjælpe disse kvinder blive selvstændige og turde kræve deres ret både på lokalt og nationalt plan.

Under mit besøg hos CWD besøgte vi to af disse kvindegrupper. Det er tydeligt, at CWD har haft meget succes med deres arbejde. Den ene gruppe har fungeret i snart 10 år og alle kvinder er nu – takket være CWD – i stand til at tjene deres egne penge. Dette betyder ikke kun, at de ikke længere er afhængige af deres mænd, men også at de er i stand til at brødføde deres familie og sende alle deres børn i skole. En af kvinderne fra denne gruppe er nu blevet valgt ind i bestyrelsen hos CWD, mens en anden kvinde er blevet kontaktet af en større hjælpeorganisation angående muligheden for at få et job hos dem. Disse fremskridt havde været total utænkelige for disse kvinder for 10 år siden.

Mit arbejde hos CWD
Som hos DWO er min rolle hos CWD som rådgiver. Jeg skal hovedsageligt arbejde på organisationens kontor (se billede) i Khajura cirka 6 km. fra Nepalgunj, men selvfølgelig skal jeg også med ud på besøg hos de forskellige kvindegrupper, så jeg kan danne mig et indtryk af hvordan arbejdet hos grupperne går og på hvilke områder CWD kan forbedre deres støtte til grupperne.
På trods af at mit arbejde bliver indenfor de samme områder som hos DWO er der mange forskellige punkt CWD ønsker jeg hjælpe dem med, så arbejdet bliver meget forskelligt fra det jeg skal udføre hos DWO. Især en opgave bliver specielt udfordrende og spændende; 6 af de veletablerede kvindegrupper ønsker nu at gå sammen og danne et kooperativ og dermed løsrive sig fra CWD. Denne beslutning støtter CWD til fulde, men er også opmærksom på, at disse grupper har brug for meget støtte og hjælp i opstartsfasen, hvor mange vigtige beslutninger skal træffes. CWD har derfor bedt mig om at rådgive dem i denne proces. Det bliver utrolig spændende at arbejde med og følge dannelsen af dette kooperativ de næste to år.

Mine kollegaer hos CWD er alle kvinder. Langt størstedelen er kvinder der selv startede i en kvindegruppe og nu har arbejdet sig op på organisationsniveau. Det er stærke og engagerede kvinder, der brænder for deres arbejde hos CWD; rigtige ildsjæle kan man vist godt kalde dem. I det daglige skal jeg arbejde tæt sammen med; Khagi, projekt koordinatoren, og Purnakala, CWDs sekretær. Begge er dejlige kvinder, men desværre snakker de meget lidt engelsk, så det kommer nok til at varer et par måneder, før jeg bliver mere fortrolig med sproget og dermed kan begynde at bidrage til CWDs arbejde.

CWD er en forening, der på blot ti år har arbejdet sig op til at være den førende kvinderettighedsorganisation i mid-vest Nepal, og det bliver utrolig spændende at arbejde sammen med en så dynamisk organisation.

DWO - Dalit Welfare Organisation

På mit første besøg i Nepalgunj fik jeg mulighed for at møde de to organisationer jeg skal arbejde hos, nemlig DWO og CWD. Jeg vil her fortælle lidt om DWO, hvor jeg skal være 50 % af min tid – undskyld længden, men der jo meget at fortælle.

Dalit Welfare Organisation
DWO – Dalit Welfare Organsation – er en nepalesisk organisation der arbejder for Dalit kvinders rettigheder på lokal og national plan. Dalit folket er kendetegnet ved, at de befinder sig i bunden af kastesystemet. Nederst i dette indslag har jeg skrevet lidt om kastesystemet.

DWO blev grundlagt i 1994 og arbejder mod at skabe et retfærdigt samfund, hvori Dalit folk kan deltage 100 % og være i stand til at nyde lighed og frihed i Nepal. DWO er en organisation grundlagt af Dalit folk, der arbejder udelukkende for andre Daliter. Organisationen arbejder med at hæve Dalit samfundet ved at styrke deres selvværd og opbygge institutionel kapacitet på græsrodsniveau.

I lokalsamfundene arbejder DWO med kvindegrupper. Organisationen hjælper de fattige Dalit kvinder i en landsby med at organisere sig i en gruppe, denne gruppe modtager så undervisning af DWO – først og fremmest i at læse og skrive og i gruppedannelse. Derudover bliver de oplyst om deres rettigheder i Nepal, og DWO medvirker til, at mange myter om at Daliter som mennesker er mindre værd, bliver aflivet hos disse kvinder, der pludselig begynder at se sig selv som mennesker på lige fod med naboen.
I gennem disse grupper sparer kvinderne også penge sammen. Disse penge lånes så ud til en kvinde i gruppen, der bruger dem til at starte en lille forretning, så hun kan tjene penge til sin familie. Efter nogle måneder tilbagebetaler hun pengene, og en anden kvinde fra gruppen kan låne dem til at komme i gang.

Under mit besøg i Terai havde jeg mulighed for at besøge to af disse Dalit kvindegrupper, og jeg var imponeret over det fantastiske stykke arbejde DWO hare gjort. Kvinder, der tidligere var bange for at sige deres navn, rejste sig nu op foran alle og præsenterede sig for mig og fortalte mig om deres problemer og den støtte DWO havde givet dem til selv at gå i gang med selv at forberede deres tilværelsen.

Mit arbejde hos DWO
På trods af at DWO er en stor national organisation, arbejder jeg udelukkende med det regionale kontor for midt-vest regionen. Kontoret ligger i Kohalpur cirka 20 km. nord for Nepalgunj. Mit arbejder bliver som rådgiver for DWO, hvor jeg skal rådgive dem i at blive en mere effektiv organisation. Jeg skal bl.a. hjælpe dem med at forbedre planlægning af deres programmer og implementering af dem, revidere deres monitorerings- og evalueringssystem, arbejde med at opbygge deres netværk og måske også influere dem med lidt dansk arbejdskultur. Der er nok at tage fat i, og det bliver et meget spændende job.

Eftersom langt de fleste af mine kollegaer er Dalit kvinder, der startede i en kvindegruppe og nu har arbejdet sig op på organisationsniveau, er der meget få der snakker engelsk. Ishwori (se billedet), den daglige leder og en af de få mænd i organisation, bliver min mentor og tætte kollega gennem de næste to år. Heldigvis snakker han en del engelsk, så i starten kommer jeg til at blive meget afhængig af ham. Han en skøn fyr der elsker at grine, så vi skal nok få det sjovt sammen. Jeg glæder mig i hvert fald til at komme i gang og skal nok holde jer alle underrettet om mit arbejde hos DWO.

Kastesystemet
Befolkningen i Nepal er, ligesom Indien, delt op ifølge et kastesystem. Kastesystemet er mere end tusind år gammelt og delte på det tidspunkt folk op i grupper alt efter deres arbejdsområde. Der eksisterer fire hovedkaster der hver har flere 100 underkaster, så det er næsten umuligt at finde rundt i de 3000 kaster, der findes i landet. Den øverste kaste, Brahmin, tager sig af de religiøse opgaver (præster og lærere), den efterfølgende kaste, Kshatriya, tager sig af de politiske opgaver (adelige og krigere), forretningsfolk og håndværkere tilhører Vaishy kasten – i bunden af hierarkiet findes Dalit folket også kaldet kasteløse eller værre endnu de urørlige.

Eftersom Dalit folket udfører de mest urene job i landet, ønsker folk fra andre kaster ikke at komme i kontakt med dem. På trods af at kastediskrimination blev forbudt i 1990 lider Dalit folket stadig under dette system. De kasteløse, der udgør 20 % af befolkningen i Nepal, lever under apartheid-lignende forhold, hvor de diskrimineres på næsten alle områder. Kasteløse må ikke spise samen med folk fra en højere kaste eller bruge den samme brønd. Næste dagligt læser jeg i avisen om en Dalit der har fået bank, fordi han eller hun har drukket af en offentlig vandhane – dette gælder ikke kun voksne; i sidste uge læste jeg om en 7-årig pige der fik bank af en lærer, fordi hun drak fra en offentlig vandhane.
Fordi Dalit folk ikke har adgang til samme ressourcer som resten af befolkningen lever langt størstedelen af dem i stor fattigdom. Derudover har de fleste af dem et meget lavt selvværd, eftersom de jo er vokset op i et samfund, der betragter dem som urørlige.

I den hinduistiske religion tror man på karma og reinkarnation. Dette har afgørende betydning for kastesystemets fortsatte eksistens, eftersom folk her tror på, at de er født ind i deres kaste pga. handlinger i tidligere liv. Dette betyder også, at det er meget stærke kræfter man kæmper imod, når man som DWO ønsker at afskaffe al kastediskrimination – men DWO kæmper hårdt og gør et utroligt stykke arbejde.

Læs mere om DWO: www.dwo.org.np

Nepalgunj - første indtryk

Endelig – efter at have ventet i over 4 måneder kom jeg langt om længe til Nepalgunj, byen hvor mit liv kommer til at udspille sig de næste to år. Turen fra Kathmandu til Nepalgunj er på knap 600 km. og tager mellem 10 og 14 timer alt efter vejforhold og vejr. Det er en rigtig flot tur, først gennem bjergene, (hernede kalder de dem godt nok for bakker, de er jo ikke mere end et par tusind meter høje), og derefter ned i Terai-området, der er den mest sydlige del af Nepal. Terai strækker sig fra øst til vest og er fuldstændig flad. Dette er den mest frugtbare og frodige del af landet, og derfor bor en stor del af befolkningen - inklusive mig selv - her.

Efter sigende skulle Nepalgunj være en stor, beskidt og ucharmerende by, så jeg havde forventet det værste. Jeg blev dog positivt overrasket over byen af flere grunde. Først og fremmest virkede den ikke så stor, som jeg havde forestillet mig. Man skal ikke køre mere end 10 min. mod enten øst eller vest, før man er ude i rismarkerne – kører man til gengæld 10 min. mod syd, ja så ender man i Indien og en meget kaotisk grænse med masser af handel. Derudover har Nepalgunj en rigtig hyggelig basar. Byen har en overvægt af muslimer, og det bærer de små, smalle gader i basaren præg af. Man kan få god biryani (ris- og grøntsagsret), masser af spændende krydderier samt et hav af andre mere eller mindre eksotiske ting.

En anden positive overraskelse var de mange gode gadekøkkener og små spisesteder – der er virkelig lækker mad hernede inklusiv en af byens mange specialiteter; grillet ged – mums! Og så bor der en amerikansk dame hernede der har sit eget hotel og efter sigende skulle lave de bedste cheese burgers, så skulle man få nok af indisk/nepalesisk mad, kan man få sig noget rigtig junk food. Ja, der bor også andre udlændinge hernede. Indtil videre har jeg mødt en 10-12 bideshis, så vi er nogle stykker til at deles om al den opmærksomhed vi får af de meget nysgerrige lokale. Ligesom i Bangladesh virker det lidt som en hobby for folk hernede at glo på hinanden og fremmede – og gerne flere timer i træk. Heldigvis har jeg fundet en dejlig lejlighed væk fra folkemængden. Jeg har hele tagterrassen for mig selv, og eftersom det med sine 2 etager er det højeste hus i omegnen kan jeg forhåbentlig finde fred der.


Selvfølgelig er der også mindre positive sider af Nepalgunj, såsom varmen, trafikken, larmen, de mange mennesker, den umulige internet- og mobilforbindelse og de mange strømafbrydelser – men eftersom jeg endnu ikke har bosat mig i byen, er de ting ikke begyndt at irritere mig endnu. Og når den tid kommer, ja så skal der nok komme et par historier om det på nettet.