Nepalgunj - første indtryk

Endelig – efter at have ventet i over 4 måneder kom jeg langt om længe til Nepalgunj, byen hvor mit liv kommer til at udspille sig de næste to år. Turen fra Kathmandu til Nepalgunj er på knap 600 km. og tager mellem 10 og 14 timer alt efter vejforhold og vejr. Det er en rigtig flot tur, først gennem bjergene, (hernede kalder de dem godt nok for bakker, de er jo ikke mere end et par tusind meter høje), og derefter ned i Terai-området, der er den mest sydlige del af Nepal. Terai strækker sig fra øst til vest og er fuldstændig flad. Dette er den mest frugtbare og frodige del af landet, og derfor bor en stor del af befolkningen - inklusive mig selv - her.

Efter sigende skulle Nepalgunj være en stor, beskidt og ucharmerende by, så jeg havde forventet det værste. Jeg blev dog positivt overrasket over byen af flere grunde. Først og fremmest virkede den ikke så stor, som jeg havde forestillet mig. Man skal ikke køre mere end 10 min. mod enten øst eller vest, før man er ude i rismarkerne – kører man til gengæld 10 min. mod syd, ja så ender man i Indien og en meget kaotisk grænse med masser af handel. Derudover har Nepalgunj en rigtig hyggelig basar. Byen har en overvægt af muslimer, og det bærer de små, smalle gader i basaren præg af. Man kan få god biryani (ris- og grøntsagsret), masser af spændende krydderier samt et hav af andre mere eller mindre eksotiske ting.

En anden positive overraskelse var de mange gode gadekøkkener og små spisesteder – der er virkelig lækker mad hernede inklusiv en af byens mange specialiteter; grillet ged – mums! Og så bor der en amerikansk dame hernede der har sit eget hotel og efter sigende skulle lave de bedste cheese burgers, så skulle man få nok af indisk/nepalesisk mad, kan man få sig noget rigtig junk food. Ja, der bor også andre udlændinge hernede. Indtil videre har jeg mødt en 10-12 bideshis, så vi er nogle stykker til at deles om al den opmærksomhed vi får af de meget nysgerrige lokale. Ligesom i Bangladesh virker det lidt som en hobby for folk hernede at glo på hinanden og fremmede – og gerne flere timer i træk. Heldigvis har jeg fundet en dejlig lejlighed væk fra folkemængden. Jeg har hele tagterrassen for mig selv, og eftersom det med sine 2 etager er det højeste hus i omegnen kan jeg forhåbentlig finde fred der.


Selvfølgelig er der også mindre positive sider af Nepalgunj, såsom varmen, trafikken, larmen, de mange mennesker, den umulige internet- og mobilforbindelse og de mange strømafbrydelser – men eftersom jeg endnu ikke har bosat mig i byen, er de ting ikke begyndt at irritere mig endnu. Og når den tid kommer, ja så skal der nok komme et par historier om det på nettet.