Anne i Nepal

I maj 2006 forlod jeg Danmark for at starte et nyt og spændende liv i Nepal. Jeg har underskrevet en 2-årig kontrakt med Mellemfolkeligt Samvirke som udviklingsarbejder i Nepal.... Formålet med denne weblog er at holde alle jer derhjemme opdateret om mine oplevelser i det vestlige Nepal.

Monday, June 05, 2006

Safari

Ja, man kan vel ikke til at Afrika uden at tage på safari – så det gjorde jeg selvfølgelig. På netop denne tid af året finder den store migration i Serengeti National Park sted; mere end 1,2 millioner zebraer og gnuer søger mod nord i søgen efter føde. Det var et fantastisk syn at se de mange dyr i fælles bevægelse mod horisonten, og jeg blev mindet om min egen migration mod øst i min søgen efter nye græsgange

Nå men tilbage til safarien….jeg hoppede på en 5 dages campingsafari sammen med tre dejlige mzungu’er (ja, det hedder vi hvide mennesker så i disse dele af verden). Beslutningen om at tage af sted blev truffet på en bus og på trods af – eller netop fordi – jeg ikke anede, hvad jeg havde sagt ja til (og betalt i dyre domme for), var det en helt fantastik tur. I løbet af de fem dage nåede vi at besøge Tarangire National Park, Ngorongoro krateret, Serengeti National Park og Lake Myanara. Alle parkerne var unikke pga. meget forskellig natur og koncentration af dyr, og jeg kan garantere, at jeg fik oplevet, hvad jeg kom efter – og mere til. Jeg fik dog ikke set alle af ”The big five” men nåede fire af dem: elefant, giraf, vandbøffel, løve – leoparderne gemte sig godt. Til gengæld så jeg dyrebørn overalt små giraffer, zebraer, løve- og elefantunger og en masse mini-aber…..

At campere midt i den berømte Serengeti National Park var en fantastisk oplevelse. Omgivelserne var meget rustikke, men et par stærke øl hjalp på det, og det hjalp mig også til at samle mod til at besøge toilettet i udkanten af lejren. Vi havde fået streng besked på at vende om, hvis vi så røde øjne i nærheden af toilettet, eftersom der var en del hyæner i området. Heldigvis så vi ingen hyæner, men vi hørte dem dog hyle om kap med løverne om natten under den helt fantastiske stjernehimmel.


Den efterfølgende nat camperede vi ved Ngorongoro krateret. Her var der hundekoldt, men endnu engang hjalp det med et par stærke øl af mærket Safari – selvfølgelig! Denne gang fik vi besøg af en elefant. Vi morede os vældig over at se den forsøge at drikke af den store vandbeholder – denne fornøjelse vendte sig dog hurtig til skræk, da elefanten begyndte at gå hen mod det sted, hvor vi sad og drak….jeg tror, guiderne morede sig vældigt over at se en flok mzunguer løbe forvirret rundt i forskellige retninger.

Men alt godt får jo en ende, og min ferie sluttede samme dag som safarien. Vores guide var så sød at køre mig direkte til MS’s kursuscenter i Usa River. Allerede i receptionen løb jeg ind i ”den virkelige verden” i form af MS’s HR chef Lars, som jo interviewede mig til dette job. Det var lidt surrealistisk at komme direkte fra løveland til arbejdsland og se kendte ansigter hjemmefra og træde ind i et lille stykke Danmark midt i Tanzania med privat bad, Internet på værelset og lækker mad – men jeg klager nu ikke! De næste tre uger skal jeg så være her og ”oplæres” i at blive en god udviklingsarbejder, men mere om det senere…..

0 Comments:

Post a Comment

<< Home