Besøg den nye blog

www.syriennyt.blogspot.com

Afsked med Nepal

De sidste par uger i Nepal er blevet brugt med at tage afsked med kollegaer og venner. På trods af at jeg er glad for at skulle rejse og glæder mig meget til at flytte til Syrien og de mange nye udfordring der venter der, er det stadig trist at skulle tage afsked med livet i Nepal. Gennem de sidste 1½ år har jeg haft mange gode oplevelser og mødt mange fantastiske mennesker.

I de to organisationer jeg har arbejdet i blev der holdt stor afskedsceremoni med taler, tika og mallah (blomsterkrans), mens Steve og jeg stod for en den mere vestlige form for afsked; fest med sprut, grillmad og dans.

Tid til forandring

Som nogle af jer sikkert allerede ved, så er det blevet tid til at forlade Nepal og jobbet hos Mellemfolkeligt Samvirke. I November blev jeg tilbudt en stilling hos UNDP i Syrien (FN´s udviklingsprogram). Baseret i Damaskus skal jeg arbejde med at sikre ligestillings i UNDPs udviklingsprogrammer og gennemførelse af kvindeprogrammer.

Jeg rejser fra Nepal til jul og bliver i Danmark det meste af januar for at deltage i Danida og UNDP kurser. I slutningen af januar rejser jeg så til Damaskus for at starte på mit nye job.

I modsætning til tidligere jobs i udlandet rejser jeg denne gang ikke alene; min kæreste Steve tager med mig. Det kommer til at blive en ny og spændende oplevelse for os begge, og vi glæder os utrolig meget til at tilbringe de næste to år i Syrien.

Som altid er der en åben invitation til venner og familien om endelig at komme på besøg....

Besøg hjemmefra

Oktober og November er kendt for at være nogle af de bedste måneder at besøge Nepal I og jeg nød da også godt af dette eftersom jeg fik en del besøg hjemmefra.

Første hold gæster var mine forældre som var hernede i næsten 3 uger før vi samme til tog Thailand for at mødes med min søster og hendes familie.

Vi havde tre dejlige uger i Nepal med masser af gode oplevelser. Selv om jeg godt nok bor her, så har jeg jo sjældent tid til at lege turist og jeg nyder virkelig at kunne dele Nepals glæder med mine forældre.

Vi fik set hvad der skulle ses i Kathmandu, trekket rundt oppe i Himalayabjergene, set Buddhas fødested, redet på elefanter og slappet af hjemme hos mig i Nepalgunj.

Kort efter jeg havde sagt farvel til mine forældre kom den næste gæst, min gode ven Hans. Sammen med ham kom jeg på en noget vild white water rafting tur i en usandsynlig kold flod fuld af smeltevand fra bjergene i Tibet! Hans viste sig som en rigtig extreme sport person med Canyon Swing og Paragliding og cykel safari efterfulgt af en mere rolig elefanttur i junglen, hvor det lykkedes at afbryde to næsehorne midt i et parringsritual – reaktionen var ikke så anderledes fra vores verden: hannen blev rasende mens hunnen stak af og gemte sig!

Det har været utrolig dejligt at få besøg hjemmefra og jeg håber på mange flere besøg i fremtiden.

Baseline undersøgelse

Hos DWO har vi længe snakket om at få lavet en baseline undersøgelse. Eftersom mine kollegaer ikke har prøvet dette før, var jeg ankerkvinde i denne aktivitet.

En baseline survey er en undersøgelse der kan bruges til mange forskellige ting. Normal laver man en sådan når man starter på et nyt program – og det var også derfor vi ville lave en. DWO fik i foråret en ny partnerskabsaftale med MS Nepal og som en del af aftalen skulle 10 nye kvindegrupper startes op. Kvinderne i disse grupper vil de næste tre år modtage træning og støtte fra DWO og inden programmet går i gang er det derfor en god ide at lave en baseline undersøgelse. Den vil vise, hvordan kvindernes situation er idag og man kan så lave en tilsvarende undersøgelse når programmet er slut for at se, hvilke ændringer der er sket i kvindernes liv.

For at følge MS´s grundlæggende holdning om inklusion af folk på alle niveauer blev vi hurtigt enige om at lange, kedelig spørgeskemaer ikke ville være brugbare. Jeg har ofte set unge mennesker komme ud i landsbyer og stille en masse spørgsmål til folk der overholdte ikke aner, hvorfor disse unge mennesker er kommet, derefter smutter de igen med deres udfyldte spørgeskemaer og vender aldrig tilbage med resultaterne af undersøgelsen. Det skulle for alt i verden ugåes og vi valgte derfor at bruge helt andre metoder:

Kort over husholdningen:
Kvinderne fik hver et stykke papir hvorpå de kunne ”tegne deres hjem”. Ved hjælp af symboler eller tegninger fik kvinderne fortalt om hvor mange der boede i huset, om der var adgang til toilet, tilstrækkelig mad, husspektaler, sygdom, etc. Der var en god og sjov øvelse, hvor kvinderne fik mulighed for at få diskuteret med os og hinanden om situationen i deres hjem og i landsbyen.

Daglig ansvar:
Denne øvelse fokuserede også på kvindernes hjem og hverdag. Her havde vi skrevet alle daglige aktiviteter op såsom husligt arbejde, arbejde i marken, deltagelse i møder og træninger, indhentelse af informationer (høre radio, læse avis), etc. Hver aktivitet havde vi delt op i to; kvinder og mænd. Kvinderne skulle nu ligge bønner udenfor hhv. mand eller kvinde alt efter hvem de mente lavede arbejdet.
Denne øvelse startede en masse diskution og kvinderne var meget overrasket over at se, hvor meget de lavede i fht. mændene.

Venn Diagram:
Den sidste øvelse fokuserede på de institutioner og organisationer som kvinderne havde mulighed for kontakte for støtte og hjælp. Alt efter kendskab og samarbejde fik de forskellige organisationer cirkler i store og små størrelse og blev langt enten tæt på eller langt fra kvindegruppes cirkel. I en gruppe var en lille bitte cirkel lagt så langt væk fra kvindegruppen som muligt. Det viste sig, at det var politiet, som kvinderne var meget bange for!

Mine kollegaer og jeg brugte meget tid på denne undersøgelse. Både på kontoret hvor vi diskuterede og forberedte besøgene i kvindegrupperne og ude i landsbyerne hvor informationen blev samlet. Vi fik utrolig positiv feed back og det har for mig været en spændende opgave at udføre.

Weekend i Indien

Når nu man bor blot 4 km.. fra grænsen, så bliver man vel også nødt til at tage til en tur til verdens største demokrati i ny og næ. Jeg har en god veninde, Laura, der bor i Delhi, og hende havde jeg aftalt at mødes med på en weekendtur i Lucknow, der ligger ca. 200 km. syd for Nepalgunj.

Turen til Lucknow tager 5 timer i taxi, men først skal man forbi den indiske immigration og have et stempel i sit pas. Dem af jer der har været i Indien kan sikkert en historie eller to om indisk bureaukrati og hovedpersonen vil sikkert være en fyr som den indiske immigrationsofficer ved Nepalgunj grænsen. Når først alle mine personlige data er skrevet ned i flere bøger og formularer skal alt fra forholdet mellem min alder og civil status til politik, religion og festivaler diskuteres over en kop te. Før dette er overstået kan man ikke få sit stempel. Min teori er, at eftersom denne stakkels mand kun har omkring 500 krydsende udlændinge om året, bliver han nemt ensom, og prøver derfor desperat at holde på ”kunderne” længst muligt.

Jeg kom dog til Lucknow og mødtes med min gode veninde. Laura og jeg boede og arbejdede sammen i Guatemala i 2001 og har kun set hinanden en gang siden da, så det blev til en masse hygge og snak. Der var også tid til lidt sight seeing i Lucknow som er en by fuld af fantastik flotte gamle bygninger. Og bortset fra at naboværelset på vores hotel brød i brand og truede med at tage os med i røg og flammer (læs mere om det på Lauras blog: http://www.magnificentindia.blogspot.com/), var det en dejlig weekend og det var skønt at se min gode veninde igen.

Teej - kvindefestival

Hver år i september fejres kvindefestivalen Teej. Grundlæggende går den ud på at kvinderne får lov at gå rundt i deres fine røde sari (traditionel klædedragt) og danser og synger mere eller mindre non-stop i flere dage. Dog skal kvinderne også faste for deres mands helbred, og jeg må indrømme, at jeg har svært ved at se meget festival i at ens mænd drikker sig fulde, mens man selv ikke må spise (men selvfølgelig skal lave mad til manden og børnene) og så skal holde sig vågen og danse hele natten lang i 30 grader og på tom maven (ja, selvfølgelig må de heller ikke drikke vand!!!).

Ligegyldigt hvad, så er det en stor festival for kvinder hernede. Og så rådgiver til to organisationer der arbejder med kvinder er der selvfølgelig ingen vej udenom. Jeg kæmpede mig igennem 4 dages programme bestående af diverse sang- og dansekonkurrencer, besøg hos kollegaer og masser af kommentarer til den kendsgerning at jeg valgte ikke at have rød sari på!!!! Som optakt til Teej havde jeg bedt en danselærer om at komme hjem til mig og undervise mig og et par kollegaer fra MS der var i byen til træning, det var noget af en aften og jeg må nok erkende, at jeg aldrig kommer til at lære nepalesisk dans, men det skader jo aldrig at forsøge.... vi tøser var dog så heldige at have Jakob til at sørge for der var masser af kolde øl til at få os gennem den noget svedige danselektion.....

Radio snak

Sidste uge var min bil på national fjernsyn og i denne uge blev jeg sørme interviewet til lokalradio – hvad man dog ikke gør for at promorere MS Nepal.
Det hele startede med et opkald fra Herman, en fyr fra en lokalradio, som jeg åbenbart har mødt før. Han spørger om jeg måske er interesseret i at deltage i et radioprogram om kvinders rolle i det forestående valg til den grundlovsgivende forsamling. Jeg må indrømme, at jeg nok troede, at der var tale om en ide der blev luftet, så jeg sagde, at det synes jeg sørme lød helt fint. Svaret på det var at optagelserne startede 20 min. senere. Så var der ikke andet at gøre end at hoppe på motorcyklen og kører de 15 km. til radiostationen.

Trods begrænset ordforråd på nepalesisk tror jeg nu nok, at jeg fik sagt en enkelt eller to ting omkring kvinders deltagelse i demokrati, som måske gav lidt mening. Min kollega, Ishwori, der også var med og heldigvis snakkede det meste af tiden, var i hvert fald mindst ligeså begejstret som Herman. Så hvem ved, måske er det ikke sidste gang jeg lufter mine meninger på nepalisisk radio.

Vand og vand og vand og…..

Så kom regntiden og med den en masse vand. Som I sikkert har kunne ser i fjernsynet derhjemme, så har Sydasien været hårdt ramt og den sydlige del af Nepal er heller ikke sluppet fra seriøse oversvømmelser. Banke district, som jeg bor i, er det hårdest ramte område i Nepal med 42,000 mennesker påvirket af oversvømmelserne (i hele distriket bor 150,000 mennesker). Rismarkerne er lige blevet plantet, men efter oversvømmelsen står markerne tomme og ubrugelige i 37 af de 46 kommuner i distriktet. Dette vil få alvorlige konsekvenser næste forår, hvor der vil blive mangel på mad.

Jeg selv fik en meget dårlig start på oversvømmelsen. Den første dag af oversvømmelse klarede jeg at køre bilen i en grøft, som jeg ganske enkelt ikke kunne se, eftersom der lå 40 cm. vand på vejen. Det endte med et større show med brug af FN-bil og traktor i forgæves forsøg på at få min bil op. Til sidst måtte jeg en tur hen til vejdirektoratet og leje en kran til at redde min bil. Utrolig nok var der ingen skader på bilen, selv om der også var kommet vand ind i bilen, men nu er det jo også en Toyota Hi-Lux og der skal mere end en meter vand til at stoppe den.

Nepalgunj var hårdt ramt; byen stod under vand i 5 dage men kun en vej åben for bevægelse - medmindre man havde lyst til at vade rundt i møgbeskidt og forurenet vand op til hofterne. Vi var igennem 8 dage uden electricitet og rent vand, hvilket var noget hårdt, og man bliver klar over, hvor hårdt brug man har for sin mobil, computer, køleskab og vandhaner der rent faktisk kommer vand ud af.....

Nepalipan

Jeg faldt lige over denne lille artikel i en avis hernede og synes bare den var lige i øjet:

Nepalipan

To be Nepali, you need Nepalipan. But what constitutes nepalipan? What is this thing? Talking over with friends one evening we agreed that, in this age of globalization, cuisine, lifestyle and even dress code are becoming uniform, and so cannot hold the essence of nepalipan. We concluded the following: nepalipan is a set of unique characteristics that cannot be found in others. These are typical ways of being that do not change. These are some of the behaviours that we see as constituting nepalipan:

Hawking: Nepalis will noisily clear their throats at all times – while brushing, washing up, after a meal, and old time. No one can work their phlegm like a Nepali

Spitting: Everyone spits. But unlike all the rest, Nepalis do it in all places and at all times.

Smoking and riding: Lightning a cigarette and then zooming off on your motorcycle is definitely an indicator of nepalipan. But pedaling a bicycle and synchronously puffing away is an even more fundamental part of nepalipan.

Honking: Every vehicle has a horn that has to be used at times. But Nepali hand work a horn near-incessantly.

Queue-jumping: The English taught the world how to wait in line. But Nepal has never been colonized and we refuse to follow that English teach. To cut in line is not rudeness here, it´s a cunning move.

Overtaking: the free Nepali spirit does not care whether this is done from left or right

Hurrying: Who isn´t rushing about these days? But while others dash around with purpose, Nepalis, uniquely, do it with none. We shove other people while walking for example, and don´t even talk about motorbikes – ever seen on that can idle for a minute?

Et år ældre...

....også i år blev min fødselsdag fejret udenfor Danmarks grænser og langt fra familie og gamle venner. Men så er det jo så heldigt, at jeg har fået en masse nye venner som er helt med på at fejre fødselsdag lige som jeg kan lide det.

Lørdag holdte jeg en stor fest på min tagterrasse:

Mandag fik jeg tika, kage og gaver på MS landekontor i Kathmandu:


Mandag aften spiste jeg middag med en flok venner på en rigtig god restaurant i Kathmandu:

Og nu er jeg så et år ældre......og det kunne godt mærkes tirsdag morgen!!!

Tilbage i tiden

Nu er det jo ikke første gang jeg er i Sydasien og mine sidste to ferier er da også blevet brugt på at genopleve minder fra tidligere besøg.

Annapurna circuit
Man kan jo ikke bo i Nepal uden en tur i Himalaya. Sidst jeg besøgt Nepal tog jeg turen rundt Annapurna; en 21 dages trekking tur der gik via et bjergpas på 5.416 meter. I april dette år tog jeg så turen igen. Det var stadig en dejlig tur men en del anderledes end sidst, dels fordi jeg kom to måneder senere på året denne gang og dels fordi der blev bygget veje mange steder på ruten. Ja, udvikling kan man jo ikke slippe for! Dog var det en fantastisk tur og jeg nød det virkeligt, men jeg vil lade billederne tale for sig selv.
Dhaka tur-retur
På grund af en utrolig billig flybillet og den del venner i byen, tog jeg et smut til Dhaka, Bangladesh. Det var skønt at se byen og vennerne igen. Folk var blevet gift – nogle frivilligt andre gennem tvang – og babyer var kommet til. Jeg klarede også lige at komme til en afskedsfest, så det var jo i sidste øjeblik jeg besøgt byen. Der blev ikke taget mange billeder på den tur, men et får I dog at se nemlig det lykkelige og længe ventet øjeblik, hvor jeg kunne sætte tænderne i noget rigtig lækker sushi.

Selv om jeg bruger en del tid bag skrivebordet bliver lige så meget tid brugt på forskellige arrangementer med vores kvindegrupper. Nogle af aktiviteterne kan godt være noget lange, især her i varmen og med alt på nepalesisk, men oftest er det bare skønt at få lov at bruge tid sammen med de kvinder jeg faktisk arbejder for at støtte i deres kamp for en bedre fremtid for dem og deres familie.

Denne uge har været special fuld af møder og arrangementer, så denne uge får en plads i min blog:

Nepals første Dalit kvinde andelsforening
Ja, DWO Bankes kvindegrupper har lige dannet og registreret den første Dalit kvinde andelsforening i Nepal. I den anledning skulle der holdes generalforsamling med de godt 70 medlemmer og specielle gæster heriblandt jeg. Der var valg til bestyrelse og masser af taler efterfulgt af sjov og skæg og snacks og det hele kulminerede med det obligatoriske gruppebillede foran kontoret. PMC møde
I de fleste udviklingsorganisationer i Nepal eksistere en PMC – Programme management committee – og en sådan har DWO selvfølgelig også. Hvert kvartal holdes møde, hvor de forskellige aktiviteter diskuteres. I vores PMC sidder forskellige repræsentanter fra ledelse og ansatte samt 4 fra vores kvindegrupper. Det er et godt forum for dem at yde indflydelse på vores arbejde. Det er også deres opgave at tage ud til de forskellige kvindegrupper og få kommentarer til vores arbejde og især omkring den træning vi giver grupperne. På dagens møde var der flere ting der skulle diskuteres blandt andet har DWO netop underskrevet en ny tre-årig partnerskabsaftale med Mellemfolkeligt Samvirke. Indholdet af denne aftale skulle oplyses til vores PMC og det kommenede års (2064) aktiviteter og tilhørende budget skulle diskuteres. Aftalen blev studeret grundigt og kommentarer var der nok af. Vi har lige startet ti nye kvindegrupper og de ”gamle” grupper var noget utilfreds over at ”de nye” fik så meget træning. Derudover fik vi også besked på ikke at ligge aktiviteter i juni og july, hvor kvinderne jo har rigtig travlt i rismarkerne.

Efter denne diskution skulle vi så til at vælge nye medlemmer til PMCen. Det er en eftertragtet plads for disse kvinder, eftersom det giver prestige og en mulighed for indsats i og indflydelse på DWOs arbejde. Der blev derfor diskuteret heftigt i grupper og aftaler blev indgået på kryds og tværs. Nogle fik en plads på den betingelse at de gav den videre til en bestemt person året efter osv. Jeg prøvede at meditere lidt i processen, men de klarede det nu rimelig godt selv.

Besog hos en kvindegruppe

Nu sker det jo ret tit, at jeg tager ud og besoger en af vores kvindegrupper. Besogene folger oftest samme program, saa I faar lige hovedtraekkene her

Velkomst-tika og diskussion i gruppen

(laes om Tika tidligere i bloggen):

Lidt sludren med andre landsbyfolk

(som I kan se falder jeg jo ikke just

i et med maengden, saa det er svaert at

bare smutte efter et besog)

Flytte ting fra vejen saa bilen
kan komme derfra igen

Snacks med kolleagerne for at diskutere dagens besog:

Nyt år – nye oplevelser

Så gik vi endelig ind i et ny år her i Nepal mere præcist år 2064. År 2064 ser ud til at blive et rigtig spændende år.

Jeg er endelig begyndt at få rigtig godt gang i arbejdet og har virkelig nok af utrolig spændende opgave at gå i gang med. Efter lang tid som observatør føler jeg endelig at være i stand til virkelig at bidrage til udviklingen af de to organisationer og deres arbejde.

Sproget har jeg efterhånden også fået kontrol over, hvilket har gjort livet usædvanligt nemmere for mig; jeg kæmper dog stadig med det svære alfabet, men kan dog skrive små beskeder til min rengøringskone – som hun rent faktisk forstår, for det meste.

Endelig har mit sociale liv taget en noget uventet drejning. Som et led i fredsprocessen og det forestående valg har Nepal bedt FN om assistance – og nu må man sige, den er kommet. I Nepalgunj, hvor jeg bor, er der kommet omkring 40 nye FN-folk nogle for at hjælpe valgkommisionen men størstedelen for at overvåge afvæbningen af Maoisternes guerrillahær og tilsvarende antal våben fra den nepalesisk hær. Det er en blandt flok af hovedsagelig soldater og politimænd fra Mellemøsten, Afrika, Latinamerika og Europa. De tilbringer meget til i maoist lejrene, men har base i Nepalgunj og nyder at spille fodbold og feste, når de er i byen. Disse er to af mine yndlingsaktiviteter, så jeg har nok at se til.

Også nytårsaften holdte disse festlige fyre en ordentlig fest med grillmad tilberedt på resterne af en satellitdisk af en fyr fra Paraguay – og sikken en fest det blev til.

Ja, ja, 2064 skal nok blive et nyt og spændende år.

Mit kontor – et typisk Terai hus….

Mit kontor hos DWO ligner på mange måder et typisk hus i byområder i Terai. Af grunde der sikkert bygger mere på økonomi end på logik er huset kun malet på ”forside” som om man forventer, at der inden længe bliver bygget et hus i forlængelse af husets umalet side, så man ikke ser den kedelige beton.

Kontoret er i to etager med distriktskontoret i stue-etagen og regionalkontoret og træningshal på først sal. Mit kontor ligger på første sal med mit skrivebord lige ved det vindue I kan se på billedet. Om sommeren hvor solen er stærk og skinner ind er gardinerne trukket for, så vi sidder i mørke og arbejder. I regntiden regner det ind af vinduet, så vi har en pressening sat op foran vinduet, så vi sidder i mørke – igen. Kun i den kolde sæson får vi lidt lys til arbejdet. Det er nemlig for koldt at sidde indenfor, så når solen er fremme sidder vi på taget af bygningen og arbejder….og sådan er et typisk Terai hus….

Weekend tur

Det er begyndt at blive varmere i Nepal og perfekt vejr at tage på weekendtur. Jeg er så heldig at bo mindre end 2 timers kørsel fra Bardiya national park – det perfekte sted at holde weekend.

Vi var 12 venner der kørte fra Nepalgunj tidligt lørdag morgen for at ankomme til parken i tid til at få en hel dags rafting på Karnalifloden, Nepals længste flod. For 7 år siden var jeg på en 10 dages raftingtur på samme flod men længere nordpå. Det var en vild tur med masser af ”White Water”. Denne weekends raftingtur var noget anderledes. Floden var helt stille, og vi kunne derfor flyde derudad og nyde udsigten og de kolde øl. Dog var der andre ophidsende oplevelser på turen såsom floddelfiner, flotte fugle og et næsehorn med sin unge. Vi blev på floden og så en flot solnedgang og kom i land lige som mørket faldt på. En rigtig flot tur.

Den følgende dag skulle vi så ud at gå i junglen – på jagt efter synet af en tiger. Nu var vi godt nok 12 mennesker der vadede gennem junglen, så skulle der have været en tiger i nærheden forsvandt den nok ved lyden af os…..det var dog stadig en flot tur med flot natur, sjove aber, ”bambi’er” overalt og god motion.

Det var en dejlig weekend, og det bliver langt fra sidste gang jeg kommer der – faktisk er der allerede planlagt en tur om 10 dage med min kollega, Jeppe, og hans familie. Lige nu er den perfekt tid at se tigere, så jeg prøver igen – denne gang i en mindre flok ;-)

News from Nepal

Ja, ja, ja, det er vist noget tid siden jeg har skrevet på bloggen, men det har jo den meget naturlige forklaring at hverdagen har stukket sit grimme ansigt frem - og hvem gider at høre om hverdagsting??? Dog kommer der en lille opdatering fra mit liv hernede.

MS’s årlige møde
I starten af februar deltog jeg for første gang i MS Nepals årlige møde. Repræsentanter fra alle vores partnerorganisationer var tilstede samt alle udviklingsarbejder. Derudover kom også fornemme gæster fra Danmark vores generalsekretær, Frans Mikael (se billedet) og viceformand fra bestyrelsen. Alt i alt et spændende årsmøde, hvor jeg også fik rig mulighed for at møde mange medlemmer af MS familien.

Min motorcykel
Ja, så fik jeg endelig min motorcykel. På grund af de mange bandaer for tiden er det virkelig nyttigt at have en motorcykel, når biler ikke har lov at køre på vejene. Desværre har vi været ramt af en uge med tropiske storme og jeg har erfaret på den hårde måde, at mine North Fake regnbukser købt i Nepal for 7 år siden ikke længere er vandtætte – så nu står motorcyklen hjemme, når det regner.


Mit hjem
Jeg er kommet et godt stykke med at få møbleret min lejlighed og mangler i bund og grund kun småting såsom lamper (umuligt at finde i dette land), planter og ting at hænge på væggene – så det må siges at gå fremad. Har lagt et par billeder fra mit hjem til jer.

Arbejde
På arbejde er der som sædvanligt nok at se til – og det bliver bare mere og mere spændende og udfordrende for hver dag. Jeg har i samarbejde med mine kollegaer lavet en plan for det arbejde jeg skal udføre det næste års tid såsom revision af monitoreringssystem, baseline studie af nye Dalit grupper, udarbejdelse af nyt dokumentationssystem og masse af andre ting. Desværre tilbringer jeg frygtelig meget tid derhjemme pga. banda og kampe på vejene, så jeg ikke kan komme til kontoret.

Bryllupper
Det lader til, at alle bliver gift for tiden, og jeg på den ene eller anden måde bliver involveret i festlighederne enten gennem invitationer eller søvnløse nætter til lyden af bryllupsfester med indisk musik gennem store højtalere. Trods mange invitationer har jeg dog kun deltaget i et bryllup, hvor jeg kendte brudens bror. De andre har jeg undgået, eftersom jeg endnu ikke har vænnet mig til, at tage til bryllup hos total fremmede mennesker. Der er dog et bryllup jeg er meget ked af at være gået klip af. Jeg blev nemlig inviteret til fejringen af brylluppet mellem en 12 årlige pige og en frugt!!! En tradition der tilhører Newar-folket og som lyder ret langt ude. Det kunne nu have været yderst interessant, men desværre fandt ceremonien sted, mens jeg var i et vigtigt møde, så jeg gik klip af at se det lykkelig par – en pige og en frugt – men jeg håber da, at de får et langt og lykkeligt ægteskab.

Kongen af Nepal

Nepal har altid været kendt som Verdens eneste hinduistiske kongedømme med en kongen der kom fra en direkte linie til guderne. Tidligere var det noget Nepaleserne var stolte af, men i dag er holdningen til kongefamilien en helt anden. Det hele ændrede sig natten til d. 1. juni 2001. Det var nemlig her den kongelige massakre tog sted. En fuld og oprørt kronprins (hans forældre ikke ville tillade brylluppet mellem ham og hans elskede) skød og dræbte 9 medlemmer af den kongelige familie inklusiv Kong Birendra og hans kone Dronning Aishwarya, hvorefter han skød sig selv og døde to dage senere.

Selv om dette er den officielle udgave af begivenhederne den nat, er der masser af konspirationsteorier som involverer både CIA og Indien. De fleste teorier har dog den nuværende konge Gyanendra (bror til den afdøde konge) som skurken, eftersom han stod til at få mest ud af den tragiske nat. De fleste nepalesere mener nu, at den direkte linie til guderne er brudt og da kongen i februar 2005 tog magten i et militært kup for at stoppe maoisterne og den 10 år lange konflikt mistede han meget sympati hos befolkningen.

I april 2006 gik de politiske partier sammen med maoisterne og efter flere dages massedemonstrationer i hele landet – og 16 døde – blev kongen tvunget til at fragive sig magten og gik plads til den demokratiske proces Nepal befinder sig midt i nu.

Noget af det første det genindsatte parlament gjorde var at fratage Kongen al magt og dermed reducere ham til en ceremoniel figur. Planen er at befolkning i det kommende valg skal tage stilling til hans fremtidige rolle, men allerede nu presser Maoisterne og andre politiske partier på for at få ham fjernet helt, eftersom mange mener, at han står bag mange af urolighederne i landet, og at han vil forsøge at bremse den demokratiske proces.

Hvad der kommer til at ske bliver spændende at se, en ting er sikker, Kongen har mistet sin status i Nepal. Billederne her viser en rundkørsel ude vestpå, hvor en statue af en gammel konge er blevet væltet ned og afløst af plakater af Prachanda, Maoist-lederen. Også i Nepalgunj centrum er statuen af Tribhuvan blevet ny-malet, omdøbt til Madhesis og pyntet med Madhesi flag og Prachanda-plakater.

Nyt fra Nepal

Nyt fra Nepal – den politiske situation

Som I sikkert ved, så blev der underskrevet en fredsaftale mellem Maoisterne og regeringen tilbage i november 2006. Siden er der blevet arbejdet hårdt på at få skrevet en midlertidig forfatning og udpeget et midlertidigt parlament bestående af både maoister, regeringsfolk og repræsentanter fra civilsamfundet. Dette er sket, og denne regering vil sidde indtil anden uge i juni, hvor der skal afholdes valg til en ”Grundslovsgivendeforsamling” der skal stå for udarbejdelse af den endelig forfatning. Derefter skal der være valg igen, denne gang omkring den nye forfatning og til en endelig regering.

Det lyder jo meget simpelt, men der er en masse af ting, der skal på plads inden valget kan finde sted om fire måneder. Først og fremmest skal fredsprocessen afsluttes. Maoister er gået med til at ”opbevare” deres soldater i 7 lejre rundt omkring i landet og samtidig med få alle deres våben låst inde (de beholder dog selv nøglen) under overvågelse af FN.

Derudover arbejdes der også på højtryk med at udstede statsborgerskab til de 6 millioner nepalesere der aldrig er blevet anerkendt som borgere i Nepal (ja, 6 mill. ud af landet 24 mill. indbyggere). Reglerne er nu lavet om, så man kan blive anerkendt som nepaleser, hvis ens mor er nepalesisk, og ikke som før, hvor det kun var farens papirer man kunne bruge i processen.

Men processen med at skabe fred og demokrati er aldrig nem, og der er lang vej endnu. Det østlige Terai har lige været igennem 2 ugers gadekampe og undtagelsestilstand. Resultatet er 27 dræbte, mange sårede, og masser af butikker, biler og busser brændt ned. Kravet fra Madhesi-folket var kanske simpelt; flere pladser i parlamentet. Gadekampene har dog hjulpet; i går kom premierministeren G.P. Koirala på skærmen i de sene aftentimer og lovede folkene i Terai, at de ville få 49% af alle pladser i parlamentet. Og eftersom 49% af befolkningen bor i Terai giver det jo mening. Dette betyder, at 10 dages general strejke/banda lige er blevet aflyst og vejene igen bliver åbnet for trafik. Desværre er det lidt synd, at det skal komme så vidt, før et repræsentativt demokrati kan sikres.

Der vil helt sikkert komme andre grupper på banen med krav om flere pladser i parlamentet – og mange af dem sikkert berettiget – men ikke så stor en gruppe som madhesi-folket, så selv om ”banda-sæsonen” sikkert ikke er forbi, vil det ikke have så stor effekt på landet som den sidste uge har haft. Derudover er der stadig mange grupper, der ingen interesse har i et demokratisk Nepal, så der skal nok komme forsøg på at stoppe processen, jo tættere vi kommer på valget i juni.

Jeg skal nok forsøge at holde jer opdateret.

At slå en ko ihjel....

På trods af at Nepal ikke længere er verdens eneste hinduistiske kongedømme, nu hvor kongen er blevet frataget tronen, har parlamentet lige vedtaget, at koen fortsat skal være landets nationale dyr – trods stærke protester fra maoisterne.
Slår man dette hellige dyr ihjel bliver det af loven betragte som manddrab og man kan ende med en meget hård fængselsstraf. I de fleste tilfælde er det dog nok at betale en kæmpe bøde. For mange hernede er bøden for stor til at betale, og ”drabsmanden” stikker derfor ofte af fra gerningsstedet.

Det var præcis, hvad der skete i dag på min vej til arbejde. Midt på vejen lå en halvdød ko og rundt om var mange ophidsede folk, der fortalte mig, at en jeep havde ramt koen og var kørt væk. Med en kæmpestor døende ko midt på vejen, kom der hurtig kø på begge sider af vejen. Havde politiet trådt til, ville der intet problem være, men så nemt er det ikke i Nepal. Jeg fortalte flere gange en betjent, at han skulle gøre sit arbejde, men han var tydeligvis ikke klar over, hvad det var.

Nu er det sådan, at når en nepalesisk buschauffør kommer kørende og ser en kø, så stopper han ikke, men kører i stedet over i modsatte vejbanen og helt frem til starten af køen for at se, hvad der sker. Dette sker på begge sider af vejen og skaber derfor det vilde trafikkaos. Jeg sad i noget tid og observerede hele scenen og morede mig ret meget, men var også klar over, at jeg på et tidspunkt blev nødt til at melde mig på banen og deltage i galskaben – ellers ville jeg aldrig komme igennem og den halve time jeg allerede havde siddet der, kunne hurtigt have blevet til flere timer.

Ja, logik er der ikke meget af på vejene i Nepal. I denne situation forstår jeg ikke, hvorfor de ikke slog koen ihjel (som lå og led så frygteligt) og trak den ud i siden af vejen, så biler igen kunne køre uden problemer – men sådan er der jo så mange ubesvarede spørgsmål i dette land. Trods galskaben og den kendsgerning at jeg kom for sent på arbejde, så er det jo netop en af disse oplevelser der gør at Nepal er så spændende et land at bo i – man ved nemlig aldrig, hvad der venter rundt om hjørnet!

Maghi – endnu en festival

I Nepal følger vi en anden kalender, hvilket betyder, at jeg rent faktisk lever i år 2063. Vi er netop gået ind i den 10. måned i året, Magh. Den første dag i Magh, også kaldet Maghi, er en af de mange helligdage i Nepal.

Men for mange unge Tharu-piger bliver denne dag modtaget med blandede følelser. Disse unge piger, også kaldet Kamalari, lever i slavelignende tilstande. Deres forældre er meget fattige og ofte nødsaget til at ”sælge” deres døtre som tjenestepiger hos fremmede familier.
Allerede fra 5-års alderen sælges pigerne. Deres arbejdsforhold er oftest usle med 12-14 timers arbejdsdage, soveplads i køkkenet og en årsløn på 200 kr. – ja, det var 200 kr. om året.
Forældrene til disse piger indgår 1-års kontrakter og følge skik og ret sker dette altid på Maghi.

Det betyder, at hver Maghi forlader pigerne deres arbejdsplads for at mødes med deres forældre. Dette er oftest den eneste dag om året, at familien er samlet.
Men Maghi er også dagen, hvor en ny kontrakt bliver indgået og Kamalarierne skal ud til en ny familie og arbejde. For pigerne er det med usikkerhed de skifter arbejdsplads, da de ikke er klar over hvordan de nye arbejdsforhold bliver om der vil være fysisk eller psykisk vold og endog seksuel overgreb.

Traditionen med Kamalari findes i hele Terai, hvor jeg bor. Oftest ”handles” der privat, men i Dang distriktet er der rent faktisk et marked for dette. Marcus, Sara og jeg brugte denne Maghi på at besøge dette marked.

I starten lignede det først et almindeligt marked med masser af madboder og tingeltangel. Det gik dog hurtigt op for os, at der også var Kamalarier og ikke kun det men faktisk hele familier på udkig efter arbejde. Der var masser af familier, der bar rundt på små bylter, der indeholdt alle deres ejendele. Højst sandsynligt var det frigivne gældsslaver på jagt efter en måde at overleve på.

Eftersom nogle lokale organisationer er begyndt at modarbejde denne tradition foregik det hele ikke så åbenlyst og vi havde svært ved at få folk til at tale. Jeg fik dog snakket med en indisk landmand, der var kommet for at købe ti arbejdere til hans gård i Indien. Han fortalte mig, at en god arbejder kostede 5.000 Indiske rupees om året, dvs. omkring 700 kr.

Denne form for ”slavehandel” kan ikke klassificeres som menneskerettighedsovertrædelse (som Sara og Marcus fortalte mig), eftersom folkene jo frivilligt indgår i en 1-års kontrakt. For mange er markedet i Dang eneste mulighed for at finde et job og sikre familiens overlevelse.
Derfor var det alligevel trist at se disse mennesker siddende i grupper med alle deres ejendele og vente på en køber/arbejdsgiver. Markedet i Dang tegner et tydeligt billede af den store fattigdom som en stor del af Nepals befolkning lever i.

Der var dog også få lyspunkter den dag. Vores chauffør ramte ”desværre” en høne på vejen. Han og fotografen fulgte hovedkulds efter den ind i skoven og kom stolte tilbage med deres bytte – festmåltidet til Maghi var sikret!

Nepalgunj Optøjer

Efter en dejlig juleferie i Danmark er jeg nu tilbage i Nepalgunj. Selv om jeg havde læst og hørt om optøjerne i Nepalgunj i juledagene, havde jeg faktisk fuldstændig glemt alt om dem igen, men de mange nedbrændte butikker, møbler og motorcykler på Surkhet Road talte sit tydelige sprog om en by der havde været gennem 2 dages kampe. Optøjerne i juledagene havde resulteret i 150 plyndrede og nedbrændte butikker, 1 død og 20 sårede.

Jeg har siden deltaget i møder omkring optøjerne, og alle er i vildrede omkring hvorfor det skete og hvem der stod bag det. Mange er dog af den overbevisning, at det var royalister, der stod bag optøjerne; folk der er stærkt imod den demokratiske proces der sker i Nepal i øjeblikket. Det menes også, at de folk der plyndrede og ødelagde var folk udefra betalt af lokale royalister for at lave ballade. Samtidig var myndighederne fuldstændig handlingslammet.
Videooptagelser viser 200 betjente stå og kigge på en håndfuld mennesker bryde ind i en tv-forretning, hvorefter de går forbi politiet med deres tyvekoster. Dette skete d. 26. december, hvor der rent faktisk var udgangsforbud i Nepalgunj, hvilket politiet dog på ingen måde håndhævede.

Påskuddet for at starte urolighederne var de mange forskellige befolkningsgrupper, der bor i byen. Der er stor forskel på Madhesi – det oprindelige Terai-folk der har stor tilknytning til Indien og eget sprog – og Pahadi folk, der er tilflyttet fra bjergene og nu sidder på alle vigtige stillinger i Terai.
Også mellem den store gruppe muslimer i byen og hinduisterne er der konflikter. Dog er opfattelsen, at disse konflikter aldrig har været voldeligt og blot blev brugt i juledagene som påskud for at starte disse optøjer.

Det er foruroligende, at der skal så lidt til at starte optøjer af denne karakter. I øjeblikket arbejder alle på at finde ud af, hvad der skete, hvorfor det skete, hvorfor det ikke blev stoppet og – vigtigst af alt – hvordan man sikrer, at det ikke sker igen i en by med så store forskelle i både politik, økonomi, religion og sociale forhold.

Billeder følger senere

Jul i Danmark

Jul derhjemme var akkurat ligeså dejlig og afslappende som jeg havde forventet. Selvfølgelig spiste jeg for meget julemad og juleknæs efterfulgt af alt for mange juleøl og for meget rødvin og alt for lidt motion – men nu er det jo kun jul én gang om året, så det er jo tilladt.

Det var skønt at se hele familien, især min nevø og niece, Simon og Sara, som bare er vokset så meget siden sidst. Efter en uges tid i Horsens i familiens skød, tog jeg til København for at besøge vennerne og fejre nytåret. Dem af jer der kender mig kan sikkert gætte, hvordan mine dage i København blev brugt….og at jeg nu har brug for en ferie for at komme mig over ferien ;-)

For-jul i Nepal

Selv om julen blev fejret hjemme var der stadig tid til lidt julehygge i Nepal.

Jeg havde allerede nyt flere glas Glögg rundt omkring i landet, men den bedste Glögg blev nu serveret hos mine Nepalgunj kollegaer, Robin og Nanna. Dette i forbindelse med fejrelse af Santa Lucia. Det gode og meget stærke Glögg blev efterfulgt af et mini-Lucia optog som Nanna og Sara stod for, hvorefter vi dansede i lidt rundt i stuen. Alt i alt en rigtig hyggelig aften der sluttede med at Greg mistede sine bilnøgler i kort øjeblik og dermed vågnede hele kvarteret med den meget højlydt alarm på hans stor FN-bil…..gad vide om han ikke skulle have ladet bilen stå….




Men ingen jul uden en meget våd julefrokost. Eftersom samtlige Development Workers var samlet til førstehjælpskursus i Kathmandu var det jo oplagt at holde en julefrokost på samme tid. Og hvor ellers end på Baryo Fiesta, en restaurant ejet af Søren, en dansk kok, hvor man kunne nyde lækkert dansk julemad. Desværre havde vi ingen snaps, men heldigvis var der masser af vodka – se billede af Sara der demonstrerer hvordan svenskere opnår at blive så hurtigt fulde, som de jo har en tendens til at gøre.
Efter flere flasker vodka følte vi os friske nok til stoppe Søren i hans utallige karaoke-sange, gribe mikrofonen og give los….ikke et pænt syn men en rigtig sjov aften!

Og så var det ellers hjem til lille Danmark…

Tilbage i marken

Så gik de tre uger i Kathmandu og jeg er tilbage i Terai for en uge inden jeg skal på juleferie. Det er dejligt at være tilbage i det varmere klima, selv om vinteren også kan mærkes her i form af kølige aftner.

Det har længe været planlagt med mine kollegaer i CWD, at jeg i denne uge skulle en tur til Surkhet. Surkhet er et distrikt, der ligger 2 timers kørsel nord for, hvor jeg bor og et område jeg endnu ikke har besøgt. Mandag morgen skulle vi have været af sted, men pga. et vældigt uvejr natten før blev turen udskudt en dag. Jeg tænkte lidt ved mig selv, at dette skyldtes nepalesernes store frygt for regn, men må indrømme at da jeg så vejen og de mange jordskred næste dag, var jeg glad for, at vi havde ventet en dag.
Ikke mere end 50 km. nord for mit hus begynder bakkerne nemlig (det vi i Danmark ville kalde bjerge). Det er en utrolig flot vej men desværre også i meget dårlig stand pga. af de mange jordskred. Dertil kommer, at vejen ikke er bredere end en ensrettet vej i Latiner-kvarteret i Århus med mange store busser kommende imod én. Mine kollegaer var meget imponeret over udsigter som også bød på de flotte sneklædte Himalaya-bjerge i baggrunden. Desværre måtte jeg holde øjnene på vejen og fik derfor ikke mulighed for at nyde naturen på samme måde.

Vi kom frem til Chhinchun kommune uden problemer og kunne starte dagens program som hovedsagelig gik ud på, at jeg skulle præsenteres for vores grupper. Surkhet er et område, der har været utrolig berørt af konflikten, og store dele af distriktet har været/er under maoist kontrol. Dette har medført, at mine kollegaer har været utrygge ved at rejse derop, og derfor har besøgt vores grupper meget få gange indenfor de sidste 10 år. Man kunne tydeligt mærke på kvinderne, at de var noget utilfredse med den manglende støtte fra CWD og som et resultat deraf, havde de besluttet at starte deres egen organisation. I princippet en meget god ide bortset fra en ting: de har ingen penge.

De håbede selvfølgelig på, at Mellemfolkeligt Samvirke ville begynde at støtte dem. Jeg måtte desværre slukke dette håb, eftersom det ikke virker realistisk i øjeblikket. Til gengæld lovede jeg dem, at jeg ville afholde en proposal writing workshop for dem og hjælpe dem med at skrive ansøgninger til andre hjælpeorganisationer. Nu hvor freden er kommet til Nepal er pengene også begyndt at rulle ind fra alle sider, så det er med at komme med i kampen om pengene.

Det tegner til at blive et spændende projekt i gå i gang med, selv om jeg nu også kommer til at bruge noget tid med disse kvinder for at få dem til at forstå, at de også selv skal tage en aktiv rolle i arbejdet. Jeg aner jo ikke, hvilke organisationer og muligheder der er i området, så på det område må de træde til – noget jeg kunne forvente at de ikke var helt opsatte på. Første skridt er i hvert fald at tage på kontoret i morgen og snakke med mine kollegaer om mulighederne for at støtte disse kvinder, så de kan starte deres egen organisation, og så må vi tage den derfra. En ting er i hvert fald sikker; jeg håber, at skulle der op igen eftersom det er et utrolig flot område.

Kathmandu Blues

Eftersom det er noget tid siden jeg sidst har skrevet, går I måske og undrer jer over, hvad jeg mon laver.....så nu skal jeg da endelig dele med jer: Efter to ugers sprogundervisning i Nepalgunj er jeg nu kommet til Kathmandu, hvor jeg skal være i tre uger til sprog og masser af møder.

Når nu man bor i en lille isoleret by til dagligt, så er det jo altid fedt at komme ind til civilsationen, men det er nu ikke altsammen skønt: det er møgkoldt her, jeg savner mine kollegaer og venner i Nepalgunj, jeg savner min lejlighed, det er superdyrt her og nå ja, så er det bare for koldt!!! Dog er det ikke det rene jammer det hele - lige for at nævne et par gode ting:

Spændende møder og workshops
Jeg er medlem af MS's policy advisory board og var til møde i sidste uge i netop dette udvalg. Vi har haft besøg af to MS DK'er og sammen med dem har vi diskuteret MS's nye demokrati fokus, og hvordan vi operationaliserer dette fokus. Det var er rigtig spændende møde der strækte sig over 2 dage.
I øjeblikket har vi så besøg af to andre MS DK'er (herunder en ven fra Bangladesh, Lars Iskjaer) der er her for at kigge på, hvordan MS Nepal arbejder med gender mainstreaming (ligestilling i alle aspekter af vores arbejde). Vi havde en workshop hele dagen i går, og det var rigtig interessant - nu bliver det så bare spændende at se om der bliver fuldt op på tingene.

Op på cyklen

Eftersom jeg skal være her i tre uger er der jo også tid til at få undervisning ikke kun i sprog men også i at køre motorcykel. Min transportofficer har fra starten sagt, at det ville være meget nyttigt for mig med en motorcykel - og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Så det er bare op på cyklen og fuld fart frem. Efter to lektioner på en meget ujævn mark har jeg nu fået nøglerne og tilladelse til at køre rundt på vores parkeringsplads mellem nogle kegler.....ja, ja, jeg skal nok lære det. Heldigvis har politimyndighederne være så smarte at forudse, at jeg nok ville få brug for at kørekort til motorcykel, så det har de faktisk allerede skrevet på mit kørekort til bilen, så jeg slipper for at skulle til køreprøve - hurra for inkompetente nepalesere!!!

Farvel og tak

Jeg nåede også lige at få sagt farvel og tak til en god kollega og veninde, Sussie. Hende mødte jeg en af mine første dage i Kathmandu og for mig har hun siden været en del af et besøg til Katmandu - det bliver på ingen måde det samme at komme til Kathmandu uden hende her. Jeg er dog glad for, at jeg nåede at se hende, inden hun rejste og fik sagt ordentlig farvel.

Tak for alt, Sussie, og held og lykke hjemme i lille Danmark!


God mad og drinks
Selvom jeg ikke ligefrem sulter i Nepalgunj, så nyder jeg alligevel at være i Kathmandu, hvor man kan få gode bøffer, lækre cocktails og sågar frikadeller, kartoffelsalat og Glögg!!! I går var jeg til åbningsreception på en ny restaurant, der er ejeret af en dansk fyr, Søren Kok. Ikke nok med at han laver lækker mad, han bager også fantastisk rugbrød, så det bliver helt sikkert et sted, jeg kommer til at besøge regelmæssigt de næste to år.
Derudover så er det bare fedt at kunne gå på bar - en af de ting der mangler i Nepalgunj. I øjeblikket er det jo højsæson og byen er fuld af turister, så der er gang i nattelivet. Jeg prøver ihærdigt at deltage aktivt, men er stadig påvirket af, at man jo går i seng kl. 22 i Nepalgunj...

Møde nye og gamle venner
Der er kommet 4 nye udviklingsarbejdere + to spouses til Nepal som i øjeblikket er igang med sprogundervisning i Kathmandu. Der i blandet er Karen, en god veninde fra CBS, så det er bare skønt ikke blot at se hende igen, men også at møde alle de nye mennesker som bliver mine fremtidig kollegaer. Vi bor allesammen på MS's gæstehus og har det bare hyggeligt - især efter boldtennisbordet er blevet sat op i stuen ved siden af poolbordet. Der er også kommet nogle børn ind i billedet, hvilket bare er rigtig skønt. I lørdags blev der holdt 1-års fødselsdag for lille Christian, og det var en rigtig dejlig dag.
Derudover har jeg også haft tid til at mødes med venner fra andre organisationer, der har været i Nepalgunj engang i mellem men som bor i Kathmandu - ja, ja, der bliver socialiseret hver en chance jeg får.
Det er bare lidt om, hvad jeg laver for tiden. Desværre er jeg blevet en smule forkølet pga. det kolde klima, men mon ikke de to timers massage jeg er på vej til hjælper på det......

....at tage tandbørsten med på arbejde!

Nu hvor den store festival måned er overstået er der ved at komme godt gang i de mange konflikt-skabende aktiviteter, som dette land lider under.

Den helt nye trend i landet er at lave Banda. Maoisterne har brugt denne metode under hele den væbnede konflikt, men nu har også lokalbefolkningen fået smag for det. I disse dage startes en Banda oftest pga. et trafikuheld, hvor en eller flere personer dør. Banda betyder lukket og der er var der er, når der er Banda. Befolkningen i det område, hvor ulykken sker, lukker simpelthen vejen af og stopper dermed al trafik. Sker der en ulykke kræver familien til den afdøde nemlig kompensation fra det bus- eller transportselskab, der var indblandet i ulykken. Og indtil de penge bliver betalt får ingen lov til at køre nogen steder.

Hverken politikere eller politi griber ind overfor disse Bandas, faktisk virker det som om det lokale politi nyder at have mulighed for at gå rundt og snakke med de mange rejsende, der bliver holdt gidsel på landevejen.

I øjeblikket er Nepalgunj lammet af en kæmpe Banda, hvilket har gjort livet svært for mange. Jeg er i den heldige situation, at min kollega, Sara, bor i den nordlige del af byen og jeg derfor har kunnet parkere min bil hos hende og cykle resten af vejen hjem - efter at have løftet cyklen gennem det lille hul i Bandaen, hvor man kan klemme sig gennem. I morges var jeg faktisk forberedt på at skulle cykle hele vejen på arbejde – 20 km. – eftersom transportfirmaet involverede i den ulykke, der slog en lille pige ihjel og startede dagens Banda, havde besluttet sig for at lave en mod-Banda. Dog lykkedes det for mig at få bilen på vej og komme på arbejde. Nu er det så bare spændende, hvad der kommer til at ske i løbet af dagen, jeg har lige fået at vide, at de er ved at lave en Banda midt imellem mit kontor og min lejlighed….så det er med en smule nervøsitet, at jeg i eftermiddag bevæger mig ud på landevejen for at tilbageligge de 20 km. mellem arbejde og hjem – det kan jo være jeg bliver nødt til at vende om og sove på kontoret i aften……

Tihar - endnu en festival

Nepal må siges at være festivalernes land, og oktober er festivalmåneden. Tihar er den anden store festival i oktober og handler om at ære sine brødre og søstre, der giver hinanden Tika og udveksler gaver.

Dog er festivalen også en mulighed for improviserede musik- og dansegrupper at tjene ekstra penge. Snesevis af disse grupper – specielt børn – går fra dør til dør og synger den samme monotone sang hvorefter de tænder deres lille stereo og danser til nepalesisk musik. Festivalen minder vel på nogle måder om vores fastelavn.


Børnene forventer en smule slik og 5-10 rupees for deres optræden, mens de voksne kræver 200-500 rupees for deres uanmeldte tilstedeværelse foran min dør. Eftersom det jo er storslået mulighed for at tjene penge arbejder disse grupper døgnet rundt. Vi har låst vores port tidligt, men naboer lader deres stående åben hele natten. Så takket være den høje nepalesiske musik, der kommer fra naboens forhave, har jeg ikke fået sovet meget under denne festival.

Eftersom Tihar er en familiefestival, er jeg blevet inviteret til min nepalesiske families hjem (mine kollegaer er selvfølgelig min familie hernede). Det betyder, at jeg skal dukke op i sari og danse nepalesisk dans foran hele landsbyen. Nu nyder jeg faktisk denne del af oplevelsen, mens jeg frygter første del: maden. Det forventes, at man spiser omkring ½ kg. ris og lige så meget grøntsager og kød. Når så man har spist det, skal man helst bede om ekstra ris, ellers bliver din værtinde meget, meget skuffet. Jeg synes, at jeg er blevet bedre til at indtage store mængder af ris, men et halvt kilo er jeg stadig ikke nået op på. Ja, det er ikke altid nemt at være udlænding i festivalernes og dal bhat’ens land…..

Hvedebrødsdagene

Som nogle af jer måske har opdaget, så er jeg utrolig glad for min tilværelse; Nepal er et spændende sted at være, arbejdet og kollegaerne er fantastisk, min lejlighed er skøn og vejret er varmt og fugtigt lige som jeg kan lide det!

Jvf. den megen litteratur skrevet om udviklingsarbejdere, gennemgår jeg i øjeblikket den første fase af en lang cyklus som mit ophold her består af. Den fase kaldes ”Hvedebrødsdagene”. Ofte når jeg snakker med folk, der har været her længe, ryster de på hovedet mens de ser på mig med en bedrevidende smil og fortæller mig, at hvedebrødsdagene ikke varer evigt…..

Nå, det kan da godt være, men indtil videre prøver jeg i hvert fald at få det meste ud af denne vidunderlige periode. Min ide om hvedebrødsdage er baseret på lækre strande og eksotiske cocktails, og hvor bedre at få det end i Thailand? Så under Dashain – Nepals største festival – brugte jeg mine 9 dages tvungen ferie på at nyde mine hvedebrødsdage i Thailand.

Det gode ved Thailand er, at jeg har været der så mange gange, at jeg ikke behøver at bekymre mig om sight-seeing; jeg kan bare slappe 100 % af – og det var præcis, hvad jeg gjorde.

Min første dag i Thailand mødes jeg med Hans, en af mine ældste venner. Han og en ven skulle hjem samme aften, men der var stadig tid til en dejlig frokost med masser af kopper øl (åbenbart er der en lov mod at servere alkohol mellem 14 og 17!).

Senere samme aften mødtes jeg med en anden af mine dejlige venner, Akbar. Han bor og arbejder i Bangkok, og gennem ham oplevede jeg en ny side af Bangkok der inkluderede mange lækre restauranter, barer og natklubber.
Sammen med Akbar tog jeg også til Koh Samet for at tilbringe lidt kvalitetstid på stranden. Akbar blev et par dage, og så blev jeg alene tilbage med mine cocktails og bøger. Det var virkelig højdepunktet af mine hvedebrødsdage, og nogle af de mest afslappende dage jeg har haft længe.
Turen sluttede i Bangkok, hvor dagene blev brugt på shopping og aftenerne i selskab med Akbar.

Nu er jeg så tilbage i Nepal med masser af ny energi. Jeg er stadig glad for det hele, så jeg går ud fra, at hvedebrødsdagene ikke er helt forbi endnu. Ifølge litteraturen så nærmere jeg mig den såkaldte halvårskrise – måske vil I kunne læse det ud af min blog på et tidspunkt – vi må se, hvad der sker….

Mit første middagsselskab

Efter mange år som studerende har jeg endelig mulighed for at bo et sted stort nok til at holde fester. Og eftersom jeg jo elsker feste kunne det ikke gå hurtigt nok med at holde en.

De første gæster skulle selvfølgelig være min nepalesiske familie: mine kollegaer. Eftersom de alle bor et godt stykke væk skulle det være om dagen, så jeg inviterede dem alle til Dal Bhat (national retten her) kl. 11. De fleste dukkede op kl. 13, men det er jo kulturen!

Men meget lidt udstyr i køkkenet havde jeg bestilt maden udefra. Maden var bare god – specielt fordi den kostede 90 rps. pr. person (omkring 7 kr.). Der var også rigelig af den, og jeg havde forestillet mig at skulle leve af Dal Bhat de næste par uger, men heldigvis tog de alle rester med dem…..
Taget i betragtning at dette var mit første middagsselskab for 25 personer, så synes jeg faktisk, at det gik rigtig godt. Nu havde jeg også nogle meget nemme gæster; de fleste af dem bor i huse bygget af mudder, så det at jeg ikke havde nogle møbler generede dem ikke det mindste – de havde intet problem med at sidde på gulvet. Jeg havde dog overset en meget vigtig ting; at med 35 grader og bagende solskin skal der en ordentlig mængde vand til at slukke tørsten hos 25 mennesker. Havde det ikke været for vandpumpen i gården var de nok alle besvimet…..

Den egentlige grund for denne lille komsammen var rent faktisk et møde – om mig! Jeg arbejder jo for to forskellige organisationer, og der har været en del problemer med at finde ud af, hvornår jeg skal arbejde hvor. Dette møde løste dog dette problem – tror jeg nok……mærkeligt at deltage i et møde om mig uden at kunne forstå, hvad der bliver sagt – jeg skal virkelig have lært dette sprog!

Efter dette hurtige møde var det tid til at danse – på trods af varmen – og alle nød at få lov at bevæge sig lidt efter det store måltid. Desværre bor de jo alle et stykke væk, så festen endte tidligt – måske skulle jeg invitere dem til at overnatte næste gang….

Bilist i Nepal

Inden jeg kom til Nepal, havde jeg en masse ideer om, hvordan det ville være at være bilist i Nepal. Men ak, jeg tog fejl – og mig der ellers aldrig tager fejl:

I Nepal kører man i venstre side
Jo da, ifølge loven kører man i venstre side af vejen i Nepal, men jeg erfarede hurtigt at, her kører man hvor der er plads! Nogen gange er der plads i venstre side af vejen og andre gange i højre. Dog kører man oftest midt på vejen!

Vejene er lavet til biltrafik
Nej, faktisk er der meget få biler på vejene i Terai. Til gengæld er der alt muligt andet; vejene hernede virker som store gågader, hvor folk muntert går omkring eller stopper og får en sludder med en bekendt. Derudover er der hestevogne, cykelrickshawer, æsler og sidste men ikke mindst store bøfler, der ligger midt på vejen.

Man bruger selvfølgelig sit bakspejl
Nej, der sker så meget på vejen foran én, at der simpelthen ikke er tid til at kigge i bakspejlet. Vejene er ofte fuld af huller og tit kommer en ged eller lignende springende ud foran bilen – derfor bliver man nødt til at koncentrere sig 100 % om at kigge fremad.

Man bruger kun hornet, når det er strengt nødvendigt
Nej, man bruger hornet tit og ofte. Eftersom ingen kigger i bakspejlet, ved man ikke om der kommer nogen bagfra i en overhaling, hvis ikke de bruger deres horn. Derudover flytter folk sig nødigt, hvis de har fundet et godt sted på vejen at hænge ud, så hornet kan være eneste våben for at komme frem.

Man overhaler kun når der er plads
Nej, man overhaler når det på vejen foran dig er for langsomt (bus, bil, hestevogn, bøfler, etc.), om der er plads er ikke så vigtigt. Ofte foregår en overhaling i rabatten og skulle der ske at komme en modkørende, ja, så må vedkommende jo bare sætte farten ned eller stoppe til man er kommet forbi.

Min bil er mit arbejdsredskab
Ja og nej, selvfølgelig er den til for at gøre mit arbejde nemmere, men sørme også for at gøre livet nemmere for andre. Jeg er efterhånden vant til at køre taxiservice for næsten alle jeg kender og deres venner og bekendte….indtil videre har jeg præsteret at have ti passagerer med på for- og bagsæde – dette inklusive en sanggruppe der underholdte med sang under hele turen.

Ja, man kan sige meget om at være bilist i Nepal, men kedeligt det er det aldrig. Jeg er i den heldige situation, at MS har forsynet mig med en dejlig stor Hi-Lux, der altid får mig sikkert i havn, så jeg kan bare ryste på hovedet af trafikkulturen hernede og tage det hele som en stor oplevelse.

Sara – min kollega

Jeg fik vist aldrig præsenteret min kollega Sara, så det må jeg hellere få gjort.

Sara er en vaskeægte svensk tøs der går under betegnelsen ”Wanna-be-dansker”. Ligesom jeg er hun 30 år. Hun er uddannet jurist med speciale i menneskerettigheder. I Nepalgunj arbejder hun med en menneskerettighedsorganisation, HURON.

Sara og jeg mødte hinanden på et forberedende MS-seminar i Helsingør i april måned. Vi var sammen på kurset i Tanzania og under hele introduktionsforløbet i Kathmandu. Vi flyttede til Nepalgunj på samme tid og startede selvsagt på jobbet på samme tid.

Selv om vores job og hverdag er meget forskellige, er det utrolig dejligt at have en god kollega og veninde at gennemleve det hele med - og en til at hjælpe med at tage sari’en rigtig på….

Tika

Det universelle symbol på hinduisme er tika’en; et mærke eller prik placeret midt i panden. En tika kan være et lille plastic mærke, en klat sindoor (rødt pulver) eller et miks lavet af yoghurt, ris og sindoor der så bliver ”tværet” ud i panden.
Tika er et tegn på velsignelse fra guderne. Det er også en anerkendelse af det guddommelige i os alle.

På de fleste billeder af Shiva (en af de største hinduguder), ses han med et tredje øje i panden. Tika’en symboliserer dette tredje øje.

At modtage en tika er en naturlig dele af de fleste ceremonier, en anerkendelse af det guddommelige i begivenheden og en påkaldelse af guddommelig beskyttelse af modtageren af tika’en. Modtager man en tika når man ankommer eller rejser fra et nyt sted er det et tegn på respekt og hengivenhed fra mennesker involverede i dit liv.

Under min korte tid i Nepalgunj har jeg opnå at modtage et utal af tikaer fra fremtidige kollegaer og kvindegrupper. Jeg synes det er en smuk ceremoni og sætter pris på symbolismen i en tika. Jeg har dog også lære nyttigheden af at have et lille spejl med i taske – og aldrig have hvidt tøj på under en tikaceremoni.

CWD – Center for Women Development

Udover at arbejde hos DWO skal halvdelen af min tid bruges hos CWD, Center for Women Development. CWD er en lille lokalbaseret organisation startet af kvinder fra området i 1997. Organisationens overordnede vision er at forbedre levevilkår for kvinder i Nepal. Organisationen arbejder direkte med 40 kvindegrupper – etableret af CWD medlemmer – i Banke, Bardiya og Surkhet distrikterne. Disse kvindegrupper modtager undervisning fra CWD i alt fra at lære at læse og skrive, sundhed og gruppedannelse til regnskabsførelse, menneskerettigheder og hustruvold.

CWD giver disse kvinder den viden og selvtillid de har brug for til at kunne forbedre deres og deres familiers liv. CWD stræber mod at hjælpe disse kvinder blive selvstændige og turde kræve deres ret både på lokalt og nationalt plan.

Under mit besøg hos CWD besøgte vi to af disse kvindegrupper. Det er tydeligt, at CWD har haft meget succes med deres arbejde. Den ene gruppe har fungeret i snart 10 år og alle kvinder er nu – takket være CWD – i stand til at tjene deres egne penge. Dette betyder ikke kun, at de ikke længere er afhængige af deres mænd, men også at de er i stand til at brødføde deres familie og sende alle deres børn i skole. En af kvinderne fra denne gruppe er nu blevet valgt ind i bestyrelsen hos CWD, mens en anden kvinde er blevet kontaktet af en større hjælpeorganisation angående muligheden for at få et job hos dem. Disse fremskridt havde været total utænkelige for disse kvinder for 10 år siden.

Mit arbejde hos CWD
Som hos DWO er min rolle hos CWD som rådgiver. Jeg skal hovedsageligt arbejde på organisationens kontor (se billede) i Khajura cirka 6 km. fra Nepalgunj, men selvfølgelig skal jeg også med ud på besøg hos de forskellige kvindegrupper, så jeg kan danne mig et indtryk af hvordan arbejdet hos grupperne går og på hvilke områder CWD kan forbedre deres støtte til grupperne.
På trods af at mit arbejde bliver indenfor de samme områder som hos DWO er der mange forskellige punkt CWD ønsker jeg hjælpe dem med, så arbejdet bliver meget forskelligt fra det jeg skal udføre hos DWO. Især en opgave bliver specielt udfordrende og spændende; 6 af de veletablerede kvindegrupper ønsker nu at gå sammen og danne et kooperativ og dermed løsrive sig fra CWD. Denne beslutning støtter CWD til fulde, men er også opmærksom på, at disse grupper har brug for meget støtte og hjælp i opstartsfasen, hvor mange vigtige beslutninger skal træffes. CWD har derfor bedt mig om at rådgive dem i denne proces. Det bliver utrolig spændende at arbejde med og følge dannelsen af dette kooperativ de næste to år.

Mine kollegaer hos CWD er alle kvinder. Langt størstedelen er kvinder der selv startede i en kvindegruppe og nu har arbejdet sig op på organisationsniveau. Det er stærke og engagerede kvinder, der brænder for deres arbejde hos CWD; rigtige ildsjæle kan man vist godt kalde dem. I det daglige skal jeg arbejde tæt sammen med; Khagi, projekt koordinatoren, og Purnakala, CWDs sekretær. Begge er dejlige kvinder, men desværre snakker de meget lidt engelsk, så det kommer nok til at varer et par måneder, før jeg bliver mere fortrolig med sproget og dermed kan begynde at bidrage til CWDs arbejde.

CWD er en forening, der på blot ti år har arbejdet sig op til at være den førende kvinderettighedsorganisation i mid-vest Nepal, og det bliver utrolig spændende at arbejde sammen med en så dynamisk organisation.

DWO - Dalit Welfare Organisation

På mit første besøg i Nepalgunj fik jeg mulighed for at møde de to organisationer jeg skal arbejde hos, nemlig DWO og CWD. Jeg vil her fortælle lidt om DWO, hvor jeg skal være 50 % af min tid – undskyld længden, men der jo meget at fortælle.

Dalit Welfare Organisation
DWO – Dalit Welfare Organsation – er en nepalesisk organisation der arbejder for Dalit kvinders rettigheder på lokal og national plan. Dalit folket er kendetegnet ved, at de befinder sig i bunden af kastesystemet. Nederst i dette indslag har jeg skrevet lidt om kastesystemet.

DWO blev grundlagt i 1994 og arbejder mod at skabe et retfærdigt samfund, hvori Dalit folk kan deltage 100 % og være i stand til at nyde lighed og frihed i Nepal. DWO er en organisation grundlagt af Dalit folk, der arbejder udelukkende for andre Daliter. Organisationen arbejder med at hæve Dalit samfundet ved at styrke deres selvværd og opbygge institutionel kapacitet på græsrodsniveau.

I lokalsamfundene arbejder DWO med kvindegrupper. Organisationen hjælper de fattige Dalit kvinder i en landsby med at organisere sig i en gruppe, denne gruppe modtager så undervisning af DWO – først og fremmest i at læse og skrive og i gruppedannelse. Derudover bliver de oplyst om deres rettigheder i Nepal, og DWO medvirker til, at mange myter om at Daliter som mennesker er mindre værd, bliver aflivet hos disse kvinder, der pludselig begynder at se sig selv som mennesker på lige fod med naboen.
I gennem disse grupper sparer kvinderne også penge sammen. Disse penge lånes så ud til en kvinde i gruppen, der bruger dem til at starte en lille forretning, så hun kan tjene penge til sin familie. Efter nogle måneder tilbagebetaler hun pengene, og en anden kvinde fra gruppen kan låne dem til at komme i gang.

Under mit besøg i Terai havde jeg mulighed for at besøge to af disse Dalit kvindegrupper, og jeg var imponeret over det fantastiske stykke arbejde DWO hare gjort. Kvinder, der tidligere var bange for at sige deres navn, rejste sig nu op foran alle og præsenterede sig for mig og fortalte mig om deres problemer og den støtte DWO havde givet dem til selv at gå i gang med selv at forberede deres tilværelsen.

Mit arbejde hos DWO
På trods af at DWO er en stor national organisation, arbejder jeg udelukkende med det regionale kontor for midt-vest regionen. Kontoret ligger i Kohalpur cirka 20 km. nord for Nepalgunj. Mit arbejder bliver som rådgiver for DWO, hvor jeg skal rådgive dem i at blive en mere effektiv organisation. Jeg skal bl.a. hjælpe dem med at forbedre planlægning af deres programmer og implementering af dem, revidere deres monitorerings- og evalueringssystem, arbejde med at opbygge deres netværk og måske også influere dem med lidt dansk arbejdskultur. Der er nok at tage fat i, og det bliver et meget spændende job.

Eftersom langt de fleste af mine kollegaer er Dalit kvinder, der startede i en kvindegruppe og nu har arbejdet sig op på organisationsniveau, er der meget få der snakker engelsk. Ishwori (se billedet), den daglige leder og en af de få mænd i organisation, bliver min mentor og tætte kollega gennem de næste to år. Heldigvis snakker han en del engelsk, så i starten kommer jeg til at blive meget afhængig af ham. Han en skøn fyr der elsker at grine, så vi skal nok få det sjovt sammen. Jeg glæder mig i hvert fald til at komme i gang og skal nok holde jer alle underrettet om mit arbejde hos DWO.

Kastesystemet
Befolkningen i Nepal er, ligesom Indien, delt op ifølge et kastesystem. Kastesystemet er mere end tusind år gammelt og delte på det tidspunkt folk op i grupper alt efter deres arbejdsområde. Der eksisterer fire hovedkaster der hver har flere 100 underkaster, så det er næsten umuligt at finde rundt i de 3000 kaster, der findes i landet. Den øverste kaste, Brahmin, tager sig af de religiøse opgaver (præster og lærere), den efterfølgende kaste, Kshatriya, tager sig af de politiske opgaver (adelige og krigere), forretningsfolk og håndværkere tilhører Vaishy kasten – i bunden af hierarkiet findes Dalit folket også kaldet kasteløse eller værre endnu de urørlige.

Eftersom Dalit folket udfører de mest urene job i landet, ønsker folk fra andre kaster ikke at komme i kontakt med dem. På trods af at kastediskrimination blev forbudt i 1990 lider Dalit folket stadig under dette system. De kasteløse, der udgør 20 % af befolkningen i Nepal, lever under apartheid-lignende forhold, hvor de diskrimineres på næsten alle områder. Kasteløse må ikke spise samen med folk fra en højere kaste eller bruge den samme brønd. Næste dagligt læser jeg i avisen om en Dalit der har fået bank, fordi han eller hun har drukket af en offentlig vandhane – dette gælder ikke kun voksne; i sidste uge læste jeg om en 7-årig pige der fik bank af en lærer, fordi hun drak fra en offentlig vandhane.
Fordi Dalit folk ikke har adgang til samme ressourcer som resten af befolkningen lever langt størstedelen af dem i stor fattigdom. Derudover har de fleste af dem et meget lavt selvværd, eftersom de jo er vokset op i et samfund, der betragter dem som urørlige.

I den hinduistiske religion tror man på karma og reinkarnation. Dette har afgørende betydning for kastesystemets fortsatte eksistens, eftersom folk her tror på, at de er født ind i deres kaste pga. handlinger i tidligere liv. Dette betyder også, at det er meget stærke kræfter man kæmper imod, når man som DWO ønsker at afskaffe al kastediskrimination – men DWO kæmper hårdt og gør et utroligt stykke arbejde.

Læs mere om DWO: www.dwo.org.np

Nepalgunj - første indtryk

Endelig – efter at have ventet i over 4 måneder kom jeg langt om længe til Nepalgunj, byen hvor mit liv kommer til at udspille sig de næste to år. Turen fra Kathmandu til Nepalgunj er på knap 600 km. og tager mellem 10 og 14 timer alt efter vejforhold og vejr. Det er en rigtig flot tur, først gennem bjergene, (hernede kalder de dem godt nok for bakker, de er jo ikke mere end et par tusind meter høje), og derefter ned i Terai-området, der er den mest sydlige del af Nepal. Terai strækker sig fra øst til vest og er fuldstændig flad. Dette er den mest frugtbare og frodige del af landet, og derfor bor en stor del af befolkningen - inklusive mig selv - her.

Efter sigende skulle Nepalgunj være en stor, beskidt og ucharmerende by, så jeg havde forventet det værste. Jeg blev dog positivt overrasket over byen af flere grunde. Først og fremmest virkede den ikke så stor, som jeg havde forestillet mig. Man skal ikke køre mere end 10 min. mod enten øst eller vest, før man er ude i rismarkerne – kører man til gengæld 10 min. mod syd, ja så ender man i Indien og en meget kaotisk grænse med masser af handel. Derudover har Nepalgunj en rigtig hyggelig basar. Byen har en overvægt af muslimer, og det bærer de små, smalle gader i basaren præg af. Man kan få god biryani (ris- og grøntsagsret), masser af spændende krydderier samt et hav af andre mere eller mindre eksotiske ting.

En anden positive overraskelse var de mange gode gadekøkkener og små spisesteder – der er virkelig lækker mad hernede inklusiv en af byens mange specialiteter; grillet ged – mums! Og så bor der en amerikansk dame hernede der har sit eget hotel og efter sigende skulle lave de bedste cheese burgers, så skulle man få nok af indisk/nepalesisk mad, kan man få sig noget rigtig junk food. Ja, der bor også andre udlændinge hernede. Indtil videre har jeg mødt en 10-12 bideshis, så vi er nogle stykker til at deles om al den opmærksomhed vi får af de meget nysgerrige lokale. Ligesom i Bangladesh virker det lidt som en hobby for folk hernede at glo på hinanden og fremmede – og gerne flere timer i træk. Heldigvis har jeg fundet en dejlig lejlighed væk fra folkemængden. Jeg har hele tagterrassen for mig selv, og eftersom det med sine 2 etager er det højeste hus i omegnen kan jeg forhåbentlig finde fred der.


Selvfølgelig er der også mindre positive sider af Nepalgunj, såsom varmen, trafikken, larmen, de mange mennesker, den umulige internet- og mobilforbindelse og de mange strømafbrydelser – men eftersom jeg endnu ikke har bosat mig i byen, er de ting ikke begyndt at irritere mig endnu. Og når den tid kommer, ja så skal der nok komme et par historier om det på nettet.

Mine første uger i Nepal

Ja, jeg har nu været i Nepal i tre uger – og jeg må beklage, at det har været svært for mig at finde ud af præcist, hvad jeg skal skrive i denne blog om mine oplevelser, der har simpelthen bare været så mange, så nu prøver jeg kort at redegøre for, hvad jeg har lavet og hvad jeg skal lave….

Først og fremmest så er det bare så fedt at være tilbage i Sydasien. Jeg elsker det kaos der hersker her; de mange mennesker, den sindssyge trafik, køerne på vejen, larmen, den søde te, varmen, de forskellige anderledes dufte, den smukke natur og denne følelse af at være 100 % i live. Jeg har svært ved at forstå, at jeg er så heldig at skulle bo her de næste to år.

Jeg bor på MS’s gæstehus, der ligger i stueetagen af MS Nepals kontor i hjertet af Kathmandu. Det betyder også, at min tur på arbejde hver morgen består af cirka 30 trin op af en trappe til kontoret. Mine første 8 uger i landet består af introduktionskursus, indtil videre har jeg haft 2 ugers intensiv sprogundervisning samt en uges introduktion til landet og MS’s program her i landet. Det har været nogle meget spændende uger.

Næste uge bliver - om muligt - endnu mere spændende. Jeg skal nemlig til Nepalgunj, byen hvor jeg skal bo og arbejde de næste to år, og besøge mine fremtidige kollegaer. Det bliver en 10-dages studietur jeg skal på. Transporttid er 4 dage, så der er 6 dage til at besøge de to organisationer, de områder/landsbyer de arbejder i, finde et hus at bo i, og lære byen at kende, så det bliver et program med knald på. Jeg glæder mig dog rigtig meget til at se det hele – det er bare så spændende. Når så jeg kommer tilbage skal jeg have 2 ugers sprogundervisning igen – og midt i august flytter så jeg ellers til det varmeste sted i Nepal…..the Terai.

At lære nepalesisk.....

En af mine første arbejdsopgaver i Kathmandu er at lære at snakke, forstå, skrive og læse nepalesisk – og ja, det er akkurat lige så svært som det lyder! Heldigvis har jeg jo altid synes det var morsomt at lære sprog, og det har vist sig at være specielt morsomt i et land som Nepal, hvor alle man møder, har tid og tålmodighed til at være prøveklude, mens jeg stammer mig gennem sætninger og grammatik.


Dog er det ikke sjov det hele, jeg bliver konstant gjort opmærksom på vigtigheden af at lære sproget. Først og fremmest lader det til, at ingen af mine fremtidige kollegaer snakker engelsk – klart nok eftersom størstedelen af dem er ekstrem fattige kvinder – så hvis jeg skal gøre mig noget som helst håb om at arbejde sammen med dem, bliver jeg altså nødt til at lære sproget.
Derudover kan det blive en udfordring som bilist/turist i landet. Hvis ikke man kan læse trafikskilte, kan man jo hurtig kommer til at føle sig lidt fortabt og ikke vide hverken hvor man er eller hvilken retning man skal ;-)



Af ovennævnte grunde har jeg kastet mig hovedkulds ud i sprogundervisning. I første omgang får jeg ikke mere end 2 x 2 uger, inden jeg begynder at arbejde, så det er intensiv undervisning. Ikke nok med at grammatikken er total kompliceret og vendt på hovedet, så skriver de jo også med nogle helt andre bogstaver – ret flabet i et land hvor man udelukkende snakker om inkludering af alle; jeg føler mig altså ret ekskluderet!

Heldigvis har MS Nepal to fantastisk gode sprogundervisere som formår at gøre undervisningen sjov og sproget forståeligt – til en vis grad. Jeg har allerede lært 34 bogstaver, så det går frem ad: mangler jeg kun at lære 26 bogstaver mere - og så lige at se forskel på dem selvfølgelig. Så mon ikke jeg mestrer sproget om cirka 2 år, når min kontrakt udløber……

Et par små-kommentarer

Nu sidder jeg så i Kathmandu og knokler med denne blog. Eftersom de næste par uger bliver fyldt med indtryk og viden - jeg skal jo i gang med at lære sanskrit - og en masse sene fodboldaftener pga. tidsforskel bliver der nok ikke så meget tid til bloggen, men det overlever vi nok allesammen ;-)

Jeg ville bare sige tak til alle som har skrevet til mig på mail, SMS, gennem bloggen eller telepati og ønsket mig tillykke med fødselsdagen. Det betyder utrolig meget for mig, at der er nogen derhjemme som tænker på mig. Så tak for det.

Derudover vil jeg også lige svare et spørgsmål/klage jeg har fået fra et par personer.....Nej, der kommer intet smuds på denne blog - mine forældre læser den jo!!!! Derudover så må jeg indrømme, at jeg først og fremmest regner med at bruge al min tid at arbejde og ikke på at jagte microskopiske små nepalesere ;-)

Til dem af jer der er blevet afhængige af nyheder om mit sociale liv, kan jeg kun sige en ting til "Show me yours and I will show you mine!" - og dette via e-mail!!!

Anne

Fødselsdagspigen!!!

Ja, så blev jeg sgu 30 år - og jeg må indrømme, at det føles ret godt at blive voksen!!!

Min fødselsdag blev fejret med maner med en stor fest fredag aften. Desværre kom Karen S. band ikke og spillede - meget skuffende, så jeg må nøjes med at høre deres fantastisk fede debutalbum: Dedicated to the blissfully ignorant (kan købes på: fair-records.com)....det er sørme heldigt at kæresten arbejder på Carlsberg, Karen, fordi al denne omtale kommer til at koste et par øl!!!

Nå, tilbage til mig! Festen som var en kombineret fødselsdags/afskedsfest var en stor succes - delvist pga. den alt for stærke (læs: effektive) velkomstdrink Per havde lavet, tak for det, Per!

Dagen derpå blev brugt på at tage afsked med mine kolleager, som nu er spredt ud over Afrika og Latinamerika, og på at komme mig over mine tømmermænd. Takket være en dags hvile var jeg faktisk nogenlunde frisk søndag, hvilket var heldigt eftersom jeg blev vækket inden kl. 8 med morgensang.

Det var en dejlig overraskelse fra Rikke og Sara og mere overrasket blev jeg da jeg åbnede min dør og blev konfronteret med en tradition jeg aldrig helt fandt ud af, hvor kom fra - måske kan nogen hjælpe??? Min døråbning var tapet til med "strimler" som jeg så skulle springe ud gennem (se billede), for på den måde at springe ind i min fødselsdag??? Lidt hård måde at starte en søndag morgen på - især den søndag, hvor man bliver 30!!!

Dagen var stille og rolig; morgenmad med Rikke, Sara og Renuka. Frokost i Moshi - vi havde lånt Pers bil - endnu engang tak, Per - og så lidt fodbold og øl om aftenen. Sara var sød nok at lade mig vinde i pool, et spil jeg aldrig har lært at mestre....

Mandag tog Sara og jeg ind og besøgte Den International Straffedomstol for Rwanda, hvor Sara tidligere havde været i praktik. Det var utrolig spændende at overvære en rettergang og sidde og kigge på nogle af de militærfolk der stod bag folkemordet i 1994.
Om aftenen tog vi så afsked med Afrika og begav os mod Asien mere derfra senere....

Efter-skole aktiviteter

Ja, det tre uger lange kursus i Tanzania er nu kommet til en ende. Det har været et super godt kursus, og jeg må indrømme, at jeg har lært mere, end jeg regnede med. Især de aktiviteter der tog sted udenfor klasseværelset var interessante og lærerige. Jeg vil her dele blot et par oplevelser med jer:

Vedligeholdelse af bilen
Ja, selv om jeg jo har prøvet at overbevise MS om, at jeg sagtens kan klare mig med en cykel, så er der ingen vej udenom; jeg skal ha' en kæmpe stor firehjuls-trukken bil....Når nu ikke der er anden vej udenom, så kan man i det miste trøste sig med, at de har været kloge nok til at arrangere en fire timers lektion i, hvordan man håndterer sådan en kæmpe bil. Så nu er der faktisk ikke det, jeg ikke ved om sådan en bil. Vi "fik lov" at skifte hjul (hvilket jeg skulle hilse og sige er væsentlig tungere end et almindeligt hjul), tjekke olie både her og der, få styr på oliefilter (når man sender den til service sker det åbenbart tit, at mekanikeren snyder ved ikke at skifte oliefilteret men stadig kræver penge for det....), køre med firehjuls-træl, og sørme om ikke også vi fik lov at komme en tur i oliegraven og få forklaret, hvordan bilen hang sammen i bunden- det var lige før, jeg blev interesseret i mekanik!!!! Så nu er jeg klar til at blive bilist i Nepal - hvordan det så kommer til at gå - ja, det bliver jo spændende....

At blive en Masai-søster
I løbet af kurset var vi også på besøg i en Masai landsby. Masaierne er en meget kendt nomadestamme, der bor i Kenya og Tanzania. De har "modstået" påvirkning fra andre kulturer og lever derfor på mange måder som de gjorde for 100 år siden. Vi besøgte landsbyen, fordi en lokal organisation, HiMS, arbejdede med befolkningen der - ugen efter lavede vi et stykke konsultentarbejde for dem. Det var en interessant oplevelse, hvor vi fik mulighed for at lege turister og komme helt tæt på Masai'erne, og hvor de fik en stor donation fra os - så alle var glade. Det vagte stor begejstring, da jeg fortalte, at jeg var på vej til Nepal for at arbejde med kvinder dernede. Da den officielle del af mødet var overstået, blev jeg derfor foræret en Masai halskæde, og fik at vide at denne kæde var et tegn på, at jeg nu var en Masai-søster, og altid ville være en del af dem nu. Alt i alt en interessant eftermiddag.

Arbejdet med HiMS
Som nævnt så brugte vi de sidste dage på kurset med at afprøve nogle af de teknikker, vi havde lært. Holdet blev delt i to hold, der hver besøgte en lokal hjælpeorganisation. Vores hold skulle arbejde med HiMS (www.hims-tanzania.org) der arbejder med lokale grupper i små landsbyer. Til de to dages workshop mødte 15 meget engageret kvinder op, og der blev virkelig arbejdet igennem. De havde bedt os kommer og hjælpe dem med at udviklet et Organisational Assessment tool, dvs. et redskab til at skabe en fælles forståelse af organisationen og på hvilke områder der er brug for en ekstra indsats (kapacitetsopbygning). Det var en meget spændende opgave og meget relevant, eftersom det er noget af det jeg højst sandsynligt kommer til at arbejde med. På trods af kort tid til forberedelse blev det en meget vellykket workshop, som både os og HiMS fik en masse godt ud af. Jeg er virkelig begyndt at glæde mig til at komme i gang i Nepal, eftersom der ingen tvivl er om, at de kvinder jeg skal arbejde med er ligeså engageret som HiMS-kvinderne.

Lidt teknisk om arbejdet…..

Som sagt så er ferien forbi, og arbejdet er begyndt. Jeg skal igennem en længere introduktionsperiode, der starter med 3 ugers kursus i Tanzania. Vi er i alt 15 deltagere fra forskellige land (Brasilien, Danmark, Sverige, Malawi, Zimbabwe), alle ansatte hos MS rundt om i verden. Det er utrolig spændende med så mange nationaliteter og så mange forskellige erfaringer og holdninger – så vi får nogle gode diskussioner.

Kursus er meget intensivt, eftersom alle aspekter af arbejdet som DW skal dækkes. Vi har modtaget undervisning i PPA, LFA, PM&E, Policy Advocacy, Gender Mainstreaming, Intercultural co-operation, OD/OCB, conflict management, facilitation techniques, etc. Dem har jer, der arbejder indenfor udvikling kender forhåbentlig til disse begreber, og til jer andre så er ovenstående alle redskaber/metoder til forskellige stadier indenfor udviklingsarbejde såsom:

• hvordan identificerer man sammen med målgruppen (i mit tilfælde kvinder) hvilke problemer der eksisterer, og hvilke muligheder man har for at løse dem
• hvordan strukturer man et projekt
• hvordan påvirker man beslutningstagere (politikere)
• hvordan evaluerer man projektet i samarbejde med alle interessenter
• og meget, meget mere…….
  

Min jobtitel er: OCB Advisor - i fordansket udgave: Rådgiver i kapacitetsopbygning af organisationer. Dette er selvfølgelig en meget bred titel, og det første jeg skal, når jeg kommer til Nepal, er derfor at sætte mig ned sammen men partnerorganisationen og lave en organisationsanalyse, så vi i fællesskab kan identificere de områder, hvor organisationen trænger til kapacitetsopbygning, og hvor jeg kan bruge min erfaring og ekspertise til at hjælpe organisationen til at blive stærkere og dygtigere. Forvirret? Det er jeg også, men det skal nok ændre sig indenfor de næste par måneder…..

Safari

Ja, man kan vel ikke til at Afrika uden at tage på safari – så det gjorde jeg selvfølgelig. På netop denne tid af året finder den store migration i Serengeti National Park sted; mere end 1,2 millioner zebraer og gnuer søger mod nord i søgen efter føde. Det var et fantastisk syn at se de mange dyr i fælles bevægelse mod horisonten, og jeg blev mindet om min egen migration mod øst i min søgen efter nye græsgange

Nå men tilbage til safarien….jeg hoppede på en 5 dages campingsafari sammen med tre dejlige mzungu’er (ja, det hedder vi hvide mennesker så i disse dele af verden). Beslutningen om at tage af sted blev truffet på en bus og på trods af – eller netop fordi – jeg ikke anede, hvad jeg havde sagt ja til (og betalt i dyre domme for), var det en helt fantastik tur. I løbet af de fem dage nåede vi at besøge Tarangire National Park, Ngorongoro krateret, Serengeti National Park og Lake Myanara. Alle parkerne var unikke pga. meget forskellig natur og koncentration af dyr, og jeg kan garantere, at jeg fik oplevet, hvad jeg kom efter – og mere til. Jeg fik dog ikke set alle af ”The big five” men nåede fire af dem: elefant, giraf, vandbøffel, løve – leoparderne gemte sig godt. Til gengæld så jeg dyrebørn overalt små giraffer, zebraer, løve- og elefantunger og en masse mini-aber…..

At campere midt i den berømte Serengeti National Park var en fantastisk oplevelse. Omgivelserne var meget rustikke, men et par stærke øl hjalp på det, og det hjalp mig også til at samle mod til at besøge toilettet i udkanten af lejren. Vi havde fået streng besked på at vende om, hvis vi så røde øjne i nærheden af toilettet, eftersom der var en del hyæner i området. Heldigvis så vi ingen hyæner, men vi hørte dem dog hyle om kap med løverne om natten under den helt fantastiske stjernehimmel.

Den efterfølgende nat camperede vi ved Ngorongoro krateret. Her var der hundekoldt, men endnu engang hjalp det med et par stærke øl af mærket Safari – selvfølgelig! Denne gang fik vi besøg af en elefant. Vi morede os vældig over at se den forsøge at drikke af den store vandbeholder – denne fornøjelse vendte sig dog hurtig til skræk, da elefanten begyndte at gå hen mod det sted, hvor vi sad og drak….jeg tror, guiderne morede sig vældigt over at se en flok mzunguer løbe forvirret rundt i forskellige retninger.

Men alt godt får jo en ende, og min ferie sluttede samme dag som safarien. Vores guide var så sød at køre mig direkte til MS’s kursuscenter i Usa River. Allerede i receptionen løb jeg ind i ”den virkelige verden” i form af MS’s HR chef Lars, som jo interviewede mig til dette job. Det var lidt surrealistisk at komme direkte fra løveland til arbejdsland og se kendte ansigter hjemmefra og træde ind i et lille stykke Danmark midt i Tanzania med privat bad, Internet på værelset og lækker mad – men jeg klager nu ikke! De næste tre uger skal jeg så være her og ”oplæres” i at blive en god udviklingsarbejder, men mere om det senere…..

Første uge i Tanzania

Min første uge i Tanzania var fantastisk dejlig og afslappende. Jeg startede i Dar-es-salaam, hvor jeg besøgte Cille og Thomas. Det var virkelig skønt at se dem igen og jeg nød et par afslappende dage i deres dejlige hus. Efter at have set lidt på Dar, smuttede jeg til Zanzibar - blot 2 timers sejlads fra Dar. Endnu engang var hovedformålet at slappe af.....en ferieaktivitet jeg sætter stor pris på....så jeg brugte al min tid på øen med bare at gå rundt og kigge på de gamle historiske bygninger.

Stonetown er en stor labyrint af bittesmå gader ikke mere end et par meter brede. Gaderne snoer sig rundt om hinanden og er det perfekte sted at fare vild. Som nogle af jer sikkert ved, så har jeg ikke en anelse om, hvor nord ligger i forhold til syd, så sandsynligheden for at fare vild i Stonetown var ret stor. Derfor havde jeg også sat en hel eftermiddag af til at rode rundt i labyrinten og glædede mig faktisk til at fare vild - når nu jeg havde tiden til det! Men ak, sådan fungerer verden desværre ikke - blot et kvarter efter jeg havde bevæget mig ind i gaderne, var jeg tilbage på hovedvejen....total mod min vilje!!! Og selvfølgelig - da jeg senere på dagen ville ud af labyrinten for at se solnedgangen var det fuldstændig umuligt for mig at finde ud. Heldigvis med hjælp fra de venlige lokale, nåede jeg ud i tide til at få den obligatoriske solnedgangsøl på African House tagterrasse.

Efter et par dage tog jeg tilbage til Dar. Cille og Vibe tog mig med til South Beach til en fantastisk dag på stranden - i stik imod alt der er dansk undgik jeg at bliver total solbrændt (det var ganske enkelt for varmt til at ligge i solen).

Som skrevet var det dejligt at se Cille og Thomas igen og samtidig få et indblik i expat livet i Dar-es-salaam, noget jeg sikkert vil tænke tilbage på med længsel en gang eller to i løbet af mine 2 år i en lille by i det vestlige Nepal....

Nu går turen så videre mod nord og Tanzanias fantastiske safariland - mere om det senere.

Første skridt på rejsen

Hej allesammen,

ja, så er tiden ved at nærme sig - om blot en uge sidder jeg på et fly i Billund med et par sommerfugle i maven.

Som de fleste af jer ved, så starter turen i Afrika. MS har besluttet at sende mig på et tre ugers kursus på deres konferencecenter i Arusha, Tanzania. Jeg starter dog med 2 ugers ferie og mulighed for at opleve en smule af et kontinent jeg endnu ikke har besøgt. Planen er at besøge venner i Dar-es-salaam, ligge på en strand på Zanzibar og så smutte en tur på safari. Der skulle også gerne blive tid til en vild weekend med vennerne i Nairobi....jeg skal nok holde jer opdateret ;-)

Den 19. juni (ja, dagen efter min 30-års fødselsdag) går turen så direkte til Nepal. Jeg starer med fem ugers undervisning i Kathmandu - jeg skal jo lære nepalesisk på et eller andet tidspunkt - fire ugers besøg/arbejde i Nepalganj, efterfulgt af endnu fire ugers sprogundervisning i Kathmandu. Så rent faktisk starter det egentlige arbejde ikke før midten af september...men det skal nu nok blive spændende nok undervejs.

Ps. jeg lover, at de næste posteringer på denne blog bliver mere interessante ;-)

Velkommen til min blog

Kære venner og familie,

så er tiden endelig kommet, hvor jeg tager første skridt på karrierestigen og rejser langt, langt væk. Min første stilling som udviklingsarbejder bringer mig til Nepal, hvor jeg skal arbejde i Nepalgajn - en forholdvis stor by på grænsen til Indien. Jeg skal arbejde som rådgiver/facilitator hos to lokale kvinderettighedsorganisationer, men det skal I nok høre mere om med tiden.

For at I kan holde lidt styr på mig, har jeg lavet denne weblog, hvori jeg vil forsøge at holde jer updateret om mine oplevelser i Sydasien. Jeg håber på at kunne opdatere den en gang om ugen - afhængig af internetforbindelse og tid......

God læsning, Anne

Would you like to see this blog in English please visit: anneelisabeth.blogspot.com