Anne i Nepal

I maj 2006 forlod jeg Danmark for at starte et nyt og spændende liv i Nepal. Jeg har underskrevet en 2-årig kontrakt med Mellemfolkeligt Samvirke som udviklingsarbejder i Nepal.... Formålet med denne weblog er at holde alle jer derhjemme opdateret om mine oplevelser i det vestlige Nepal.

Saturday, June 17, 2006

Efter-skole aktiviteter

Ja, det tre uger lange kursus i Tanzania er nu kommet til en ende. Det har været et super godt kursus, og jeg må indrømme, at jeg har lært mere, end jeg regnede med. Især de aktiviteter der tog sted udenfor klasseværelset var interessante og lærerige. Jeg vil her dele blot et par oplevelser med jer:

Vedligeholdelse af bilen
Ja, selv om jeg jo har prøvet at overbevise MS om, at jeg sagtens kan klare mig med en cykel, så er der ingen vej udenom; jeg skal ha' en kæmpe stor firehjuls-trukken bil....Når nu ikke der er anden vej udenom, så kan man i det miste trøste sig med, at de har været kloge nok til at arrangere en fire timers lektion i, hvordan man håndterer sådan en kæmpe bil. Så nu er der faktisk ikke det, jeg ikke ved om sådan en bil. Vi "fik lov" at skifte hjul (hvilket jeg skulle hilse og sige er væsentlig tungere end et almindeligt hjul), tjekke olie både her og der, få styr på oliefilter (når man sender den til service sker det åbenbart tit, at mekanikeren snyder ved ikke at skifte oliefilteret men stadig kræver penge for det....), køre med firehjuls-træl, og sørme om ikke også vi fik lov at komme en tur i oliegraven og få forklaret, hvordan bilen hang sammen i bunden- det var lige før, jeg blev interesseret i mekanik!!!! Så nu er jeg klar til at blive bilist i Nepal - hvordan det så kommer til at gå - ja, det bliver jo spændende....

At blive en Masai-søster
I løbet af kurset var vi også på besøg i en Masai landsby. Masaierne er en meget kendt nomadestamme, der bor i Kenya og Tanzania. De har "modstået" påvirkning fra andre kulturer og lever derfor på mange måder som de gjorde for 100 år siden. Vi besøgte landsbyen, fordi en lokal organisation, HiMS, arbejdede med befolkningen der - ugen efter lavede vi et stykke konsultentarbejde for dem. Det var en interessant oplevelse, hvor vi fik mulighed for at lege turister og komme helt tæt på Masai'erne, og hvor de fik en stor donation fra os - så alle var glade. Det vagte stor begejstring, da jeg fortalte, at jeg var på vej til Nepal for at arbejde med kvinder dernede. Da den officielle del af mødet var overstået, blev jeg derfor foræret en Masai halskæde, og fik at vide at denne kæde var et tegn på, at jeg nu var en Masai-søster, og altid ville være en del af dem nu. Alt i alt en interessant eftermiddag.

Arbejdet med HiMS
Som nævnt så brugte vi de sidste dage på kurset med at afprøve nogle af de teknikker, vi havde lært. Holdet blev delt i to hold, der hver besøgte en lokal hjælpeorganisation. Vores hold skulle arbejde med HiMS (www.hims-tanzania.org) der arbejder med lokale grupper i små landsbyer. Til de to dages workshop mødte 15 meget engageret kvinder op, og der blev virkelig arbejdet igennem. De havde bedt os kommer og hjælpe dem med at udviklet et Organisational Assessment tool, dvs. et redskab til at skabe en fælles forståelse af organisationen og på hvilke områder der er brug for en ekstra indsats (kapacitetsopbygning). Det var en meget spændende opgave og meget relevant, eftersom det er noget af det jeg højst sandsynligt kommer til at arbejde med. På trods af kort tid til forberedelse blev det en meget vellykket workshop, som både os og HiMS fik en masse godt ud af. Jeg er virkelig begyndt at glæde mig til at komme i gang i Nepal, eftersom der ingen tvivl er om, at de kvinder jeg skal arbejde med er ligeså engageret som HiMS-kvinderne.

1 Comments:

  • At 11:02, Blogger Line Wolf Nielsen said…

    Hej Anne
    Velkommen til MS Nepal og bloggeriet om tilværelsen som udviklingsarbejder. Spændende læsning hidtil. Jeg vil sørge for, at din blog bliver gjort tilgængelig fra ms.dk

    kh
    Line - info DW i MSN

     

Post a Comment

<< Home