Mine første uger i Nepal

Ja, jeg har nu været i Nepal i tre uger – og jeg må beklage, at det har været svært for mig at finde ud af præcist, hvad jeg skal skrive i denne blog om mine oplevelser, der har simpelthen bare været så mange, så nu prøver jeg kort at redegøre for, hvad jeg har lavet og hvad jeg skal lave….

Først og fremmest så er det bare så fedt at være tilbage i Sydasien. Jeg elsker det kaos der hersker her; de mange mennesker, den sindssyge trafik, køerne på vejen, larmen, den søde te, varmen, de forskellige anderledes dufte, den smukke natur og denne følelse af at være 100 % i live. Jeg har svært ved at forstå, at jeg er så heldig at skulle bo her de næste to år.

Jeg bor på MS’s gæstehus, der ligger i stueetagen af MS Nepals kontor i hjertet af Kathmandu. Det betyder også, at min tur på arbejde hver morgen består af cirka 30 trin op af en trappe til kontoret. Mine første 8 uger i landet består af introduktionskursus, indtil videre har jeg haft 2 ugers intensiv sprogundervisning samt en uges introduktion til landet og MS’s program her i landet. Det har været nogle meget spændende uger.

Næste uge bliver - om muligt - endnu mere spændende. Jeg skal nemlig til Nepalgunj, byen hvor jeg skal bo og arbejde de næste to år, og besøge mine fremtidige kollegaer. Det bliver en 10-dages studietur jeg skal på. Transporttid er 4 dage, så der er 6 dage til at besøge de to organisationer, de områder/landsbyer de arbejder i, finde et hus at bo i, og lære byen at kende, så det bliver et program med knald på. Jeg glæder mig dog rigtig meget til at se det hele – det er bare så spændende. Når så jeg kommer tilbage skal jeg have 2 ugers sprogundervisning igen – og midt i august flytter så jeg ellers til det varmeste sted i Nepal…..the Terai.

At lære nepalesisk.....

En af mine første arbejdsopgaver i Kathmandu er at lære at snakke, forstå, skrive og læse nepalesisk – og ja, det er akkurat lige så svært som det lyder! Heldigvis har jeg jo altid synes det var morsomt at lære sprog, og det har vist sig at være specielt morsomt i et land som Nepal, hvor alle man møder, har tid og tålmodighed til at være prøveklude, mens jeg stammer mig gennem sætninger og grammatik.


Dog er det ikke sjov det hele, jeg bliver konstant gjort opmærksom på vigtigheden af at lære sproget. Først og fremmest lader det til, at ingen af mine fremtidige kollegaer snakker engelsk – klart nok eftersom størstedelen af dem er ekstrem fattige kvinder – så hvis jeg skal gøre mig noget som helst håb om at arbejde sammen med dem, bliver jeg altså nødt til at lære sproget.
Derudover kan det blive en udfordring som bilist/turist i landet. Hvis ikke man kan læse trafikskilte, kan man jo hurtig kommer til at føle sig lidt fortabt og ikke vide hverken hvor man er eller hvilken retning man skal ;-)



Af ovennævnte grunde har jeg kastet mig hovedkulds ud i sprogundervisning. I første omgang får jeg ikke mere end 2 x 2 uger, inden jeg begynder at arbejde, så det er intensiv undervisning. Ikke nok med at grammatikken er total kompliceret og vendt på hovedet, så skriver de jo også med nogle helt andre bogstaver – ret flabet i et land hvor man udelukkende snakker om inkludering af alle; jeg føler mig altså ret ekskluderet!

Heldigvis har MS Nepal to fantastisk gode sprogundervisere som formår at gøre undervisningen sjov og sproget forståeligt – til en vis grad. Jeg har allerede lært 34 bogstaver, så det går frem ad: mangler jeg kun at lære 26 bogstaver mere - og så lige at se forskel på dem selvfølgelig. Så mon ikke jeg mestrer sproget om cirka 2 år, når min kontrakt udløber……