Anne i Nepal

I maj 2006 forlod jeg Danmark for at starte et nyt og spændende liv i Nepal. Jeg har underskrevet en 2-årig kontrakt med Mellemfolkeligt Samvirke som udviklingsarbejder i Nepal.... Formålet med denne weblog er at holde alle jer derhjemme opdateret om mine oplevelser i det vestlige Nepal.

Monday, October 30, 2006

....at tage tandbørsten med på arbejde!

Nu hvor den store festival måned er overstået er der ved at komme godt gang i de mange konflikt-skabende aktiviteter, som dette land lider under.

Den helt nye trend i landet er at lave Banda. Maoisterne har brugt denne metode under hele den væbnede konflikt, men nu har også lokalbefolkningen fået smag for det. I disse dage startes en Banda oftest pga. et trafikuheld, hvor en eller flere personer dør. Banda betyder lukket og der er var der er, når der er Banda. Befolkningen i det område, hvor ulykken sker, lukker simpelthen vejen af og stopper dermed al trafik. Sker der en ulykke kræver familien til den afdøde nemlig kompensation fra det bus- eller transportselskab, der var indblandet i ulykken. Og indtil de penge bliver betalt får ingen lov til at køre nogen steder.

Hverken politikere eller politi griber ind overfor disse Bandas, faktisk virker det som om det lokale politi nyder at have mulighed for at gå rundt og snakke med de mange rejsende, der bliver holdt gidsel på landevejen.

I øjeblikket er Nepalgunj lammet af en kæmpe Banda, hvilket har gjort livet svært for mange. Jeg er i den heldige situation, at min kollega, Sara, bor i den nordlige del af byen og jeg derfor har kunnet parkere min bil hos hende og cykle resten af vejen hjem - efter at have løftet cyklen gennem det lille hul i Bandaen, hvor man kan klemme sig gennem. I morges var jeg faktisk forberedt på at skulle cykle hele vejen på arbejde – 20 km. – eftersom transportfirmaet involverede i den ulykke, der slog en lille pige ihjel og startede dagens Banda, havde besluttet sig for at lave en mod-Banda. Dog lykkedes det for mig at få bilen på vej og komme på arbejde. Nu er det så bare spændende, hvad der kommer til at ske i løbet af dagen, jeg har lige fået at vide, at de er ved at lave en Banda midt imellem mit kontor og min lejlighed….så det er med en smule nervøsitet, at jeg i eftermiddag bevæger mig ud på landevejen for at tilbageligge de 20 km. mellem arbejde og hjem – det kan jo være jeg bliver nødt til at vende om og sove på kontoret i aften……

0 Comments:

Post a Comment

<< Home