Maghi – endnu en festival

I Nepal følger vi en anden kalender, hvilket betyder, at jeg rent faktisk lever i år 2063. Vi er netop gået ind i den 10. måned i året, Magh. Den første dag i Magh, også kaldet Maghi, er en af de mange helligdage i Nepal.

Men for mange unge Tharu-piger bliver denne dag modtaget med blandede følelser. Disse unge piger, også kaldet Kamalari, lever i slavelignende tilstande. Deres forældre er meget fattige og ofte nødsaget til at ”sælge” deres døtre som tjenestepiger hos fremmede familier.
Allerede fra 5-års alderen sælges pigerne. Deres arbejdsforhold er oftest usle med 12-14 timers arbejdsdage, soveplads i køkkenet og en årsløn på 200 kr. – ja, det var 200 kr. om året.
Forældrene til disse piger indgår 1-års kontrakter og følge skik og ret sker dette altid på Maghi.

Det betyder, at hver Maghi forlader pigerne deres arbejdsplads for at mødes med deres forældre. Dette er oftest den eneste dag om året, at familien er samlet.
Men Maghi er også dagen, hvor en ny kontrakt bliver indgået og Kamalarierne skal ud til en ny familie og arbejde. For pigerne er det med usikkerhed de skifter arbejdsplads, da de ikke er klar over hvordan de nye arbejdsforhold bliver om der vil være fysisk eller psykisk vold og endog seksuel overgreb.

Traditionen med Kamalari findes i hele Terai, hvor jeg bor. Oftest ”handles” der privat, men i Dang distriktet er der rent faktisk et marked for dette. Marcus, Sara og jeg brugte denne Maghi på at besøge dette marked.

I starten lignede det først et almindeligt marked med masser af madboder og tingeltangel. Det gik dog hurtigt op for os, at der også var Kamalarier og ikke kun det men faktisk hele familier på udkig efter arbejde. Der var masser af familier, der bar rundt på små bylter, der indeholdt alle deres ejendele. Højst sandsynligt var det frigivne gældsslaver på jagt efter en måde at overleve på.

Eftersom nogle lokale organisationer er begyndt at modarbejde denne tradition foregik det hele ikke så åbenlyst og vi havde svært ved at få folk til at tale. Jeg fik dog snakket med en indisk landmand, der var kommet for at købe ti arbejdere til hans gård i Indien. Han fortalte mig, at en god arbejder kostede 5.000 Indiske rupees om året, dvs. omkring 700 kr.

Denne form for ”slavehandel” kan ikke klassificeres som menneskerettighedsovertrædelse (som Sara og Marcus fortalte mig), eftersom folkene jo frivilligt indgår i en 1-års kontrakt. For mange er markedet i Dang eneste mulighed for at finde et job og sikre familiens overlevelse.
Derfor var det alligevel trist at se disse mennesker siddende i grupper med alle deres ejendele og vente på en køber/arbejdsgiver. Markedet i Dang tegner et tydeligt billede af den store fattigdom som en stor del af Nepals befolkning lever i.

Der var dog også få lyspunkter den dag. Vores chauffør ramte ”desværre” en høne på vejen. Han og fotografen fulgte hovedkulds efter den ind i skoven og kom stolte tilbage med deres bytte – festmåltidet til Maghi var sikret!