Besøg den nye blog

www.syriennyt.blogspot.com

Afsked med Nepal

De sidste par uger i Nepal er blevet brugt med at tage afsked med kollegaer og venner. På trods af at jeg er glad for at skulle rejse og glæder mig meget til at flytte til Syrien og de mange nye udfordring der venter der, er det stadig trist at skulle tage afsked med livet i Nepal. Gennem de sidste 1½ år har jeg haft mange gode oplevelser og mødt mange fantastiske mennesker.

I de to organisationer jeg har arbejdet i blev der holdt stor afskedsceremoni med taler, tika og mallah (blomsterkrans), mens Steve og jeg stod for en den mere vestlige form for afsked; fest med sprut, grillmad og dans.

Tid til forandring

Som nogle af jer sikkert allerede ved, så er det blevet tid til at forlade Nepal og jobbet hos Mellemfolkeligt Samvirke. I November blev jeg tilbudt en stilling hos UNDP i Syrien (FN´s udviklingsprogram). Baseret i Damaskus skal jeg arbejde med at sikre ligestillings i UNDPs udviklingsprogrammer og gennemførelse af kvindeprogrammer.

Jeg rejser fra Nepal til jul og bliver i Danmark det meste af januar for at deltage i Danida og UNDP kurser. I slutningen af januar rejser jeg så til Damaskus for at starte på mit nye job.

I modsætning til tidligere jobs i udlandet rejser jeg denne gang ikke alene; min kæreste Steve tager med mig. Det kommer til at blive en ny og spændende oplevelse for os begge, og vi glæder os utrolig meget til at tilbringe de næste to år i Syrien.

Som altid er der en åben invitation til venner og familien om endelig at komme på besøg....

Besøg hjemmefra

Oktober og November er kendt for at være nogle af de bedste måneder at besøge Nepal I og jeg nød da også godt af dette eftersom jeg fik en del besøg hjemmefra.

Første hold gæster var mine forældre som var hernede i næsten 3 uger før vi samme til tog Thailand for at mødes med min søster og hendes familie.

Vi havde tre dejlige uger i Nepal med masser af gode oplevelser. Selv om jeg godt nok bor her, så har jeg jo sjældent tid til at lege turist og jeg nyder virkelig at kunne dele Nepals glæder med mine forældre.

Vi fik set hvad der skulle ses i Kathmandu, trekket rundt oppe i Himalayabjergene, set Buddhas fødested, redet på elefanter og slappet af hjemme hos mig i Nepalgunj.

Kort efter jeg havde sagt farvel til mine forældre kom den næste gæst, min gode ven Hans. Sammen med ham kom jeg på en noget vild white water rafting tur i en usandsynlig kold flod fuld af smeltevand fra bjergene i Tibet! Hans viste sig som en rigtig extreme sport person med Canyon Swing og Paragliding og cykel safari efterfulgt af en mere rolig elefanttur i junglen, hvor det lykkedes at afbryde to næsehorne midt i et parringsritual – reaktionen var ikke så anderledes fra vores verden: hannen blev rasende mens hunnen stak af og gemte sig!

Det har været utrolig dejligt at få besøg hjemmefra og jeg håber på mange flere besøg i fremtiden.

Baseline undersøgelse

Hos DWO har vi længe snakket om at få lavet en baseline undersøgelse. Eftersom mine kollegaer ikke har prøvet dette før, var jeg ankerkvinde i denne aktivitet.

En baseline survey er en undersøgelse der kan bruges til mange forskellige ting. Normal laver man en sådan når man starter på et nyt program – og det var også derfor vi ville lave en. DWO fik i foråret en ny partnerskabsaftale med MS Nepal og som en del af aftalen skulle 10 nye kvindegrupper startes op. Kvinderne i disse grupper vil de næste tre år modtage træning og støtte fra DWO og inden programmet går i gang er det derfor en god ide at lave en baseline undersøgelse. Den vil vise, hvordan kvindernes situation er idag og man kan så lave en tilsvarende undersøgelse når programmet er slut for at se, hvilke ændringer der er sket i kvindernes liv.

For at følge MS´s grundlæggende holdning om inklusion af folk på alle niveauer blev vi hurtigt enige om at lange, kedelig spørgeskemaer ikke ville være brugbare. Jeg har ofte set unge mennesker komme ud i landsbyer og stille en masse spørgsmål til folk der overholdte ikke aner, hvorfor disse unge mennesker er kommet, derefter smutter de igen med deres udfyldte spørgeskemaer og vender aldrig tilbage med resultaterne af undersøgelsen. Det skulle for alt i verden ugåes og vi valgte derfor at bruge helt andre metoder:

Kort over husholdningen:
Kvinderne fik hver et stykke papir hvorpå de kunne ”tegne deres hjem”. Ved hjælp af symboler eller tegninger fik kvinderne fortalt om hvor mange der boede i huset, om der var adgang til toilet, tilstrækkelig mad, husspektaler, sygdom, etc. Der var en god og sjov øvelse, hvor kvinderne fik mulighed for at få diskuteret med os og hinanden om situationen i deres hjem og i landsbyen.

Daglig ansvar:
Denne øvelse fokuserede også på kvindernes hjem og hverdag. Her havde vi skrevet alle daglige aktiviteter op såsom husligt arbejde, arbejde i marken, deltagelse i møder og træninger, indhentelse af informationer (høre radio, læse avis), etc. Hver aktivitet havde vi delt op i to; kvinder og mænd. Kvinderne skulle nu ligge bønner udenfor hhv. mand eller kvinde alt efter hvem de mente lavede arbejdet.
Denne øvelse startede en masse diskution og kvinderne var meget overrasket over at se, hvor meget de lavede i fht. mændene.

Venn Diagram:
Den sidste øvelse fokuserede på de institutioner og organisationer som kvinderne havde mulighed for kontakte for støtte og hjælp. Alt efter kendskab og samarbejde fik de forskellige organisationer cirkler i store og små størrelse og blev langt enten tæt på eller langt fra kvindegruppes cirkel. I en gruppe var en lille bitte cirkel lagt så langt væk fra kvindegruppen som muligt. Det viste sig, at det var politiet, som kvinderne var meget bange for!

Mine kollegaer og jeg brugte meget tid på denne undersøgelse. Både på kontoret hvor vi diskuterede og forberedte besøgene i kvindegrupperne og ude i landsbyerne hvor informationen blev samlet. Vi fik utrolig positiv feed back og det har for mig været en spændende opgave at udføre.

Weekend i Indien

Når nu man bor blot 4 km.. fra grænsen, så bliver man vel også nødt til at tage til en tur til verdens største demokrati i ny og næ. Jeg har en god veninde, Laura, der bor i Delhi, og hende havde jeg aftalt at mødes med på en weekendtur i Lucknow, der ligger ca. 200 km. syd for Nepalgunj.

Turen til Lucknow tager 5 timer i taxi, men først skal man forbi den indiske immigration og have et stempel i sit pas. Dem af jer der har været i Indien kan sikkert en historie eller to om indisk bureaukrati og hovedpersonen vil sikkert være en fyr som den indiske immigrationsofficer ved Nepalgunj grænsen. Når først alle mine personlige data er skrevet ned i flere bøger og formularer skal alt fra forholdet mellem min alder og civil status til politik, religion og festivaler diskuteres over en kop te. Før dette er overstået kan man ikke få sit stempel. Min teori er, at eftersom denne stakkels mand kun har omkring 500 krydsende udlændinge om året, bliver han nemt ensom, og prøver derfor desperat at holde på ”kunderne” længst muligt.

Jeg kom dog til Lucknow og mødtes med min gode veninde. Laura og jeg boede og arbejdede sammen i Guatemala i 2001 og har kun set hinanden en gang siden da, så det blev til en masse hygge og snak. Der var også tid til lidt sight seeing i Lucknow som er en by fuld af fantastik flotte gamle bygninger. Og bortset fra at naboværelset på vores hotel brød i brand og truede med at tage os med i røg og flammer (læs mere om det på Lauras blog: http://www.magnificentindia.blogspot.com/), var det en dejlig weekend og det var skønt at se min gode veninde igen.

Teej - kvindefestival

Hver år i september fejres kvindefestivalen Teej. Grundlæggende går den ud på at kvinderne får lov at gå rundt i deres fine røde sari (traditionel klædedragt) og danser og synger mere eller mindre non-stop i flere dage. Dog skal kvinderne også faste for deres mands helbred, og jeg må indrømme, at jeg har svært ved at se meget festival i at ens mænd drikker sig fulde, mens man selv ikke må spise (men selvfølgelig skal lave mad til manden og børnene) og så skal holde sig vågen og danse hele natten lang i 30 grader og på tom maven (ja, selvfølgelig må de heller ikke drikke vand!!!).

Ligegyldigt hvad, så er det en stor festival for kvinder hernede. Og så rådgiver til to organisationer der arbejder med kvinder er der selvfølgelig ingen vej udenom. Jeg kæmpede mig igennem 4 dages programme bestående af diverse sang- og dansekonkurrencer, besøg hos kollegaer og masser af kommentarer til den kendsgerning at jeg valgte ikke at have rød sari på!!!! Som optakt til Teej havde jeg bedt en danselærer om at komme hjem til mig og undervise mig og et par kollegaer fra MS der var i byen til træning, det var noget af en aften og jeg må nok erkende, at jeg aldrig kommer til at lære nepalesisk dans, men det skader jo aldrig at forsøge.... vi tøser var dog så heldige at have Jakob til at sørge for der var masser af kolde øl til at få os gennem den noget svedige danselektion.....

Radio snak

Sidste uge var min bil på national fjernsyn og i denne uge blev jeg sørme interviewet til lokalradio – hvad man dog ikke gør for at promorere MS Nepal.
Det hele startede med et opkald fra Herman, en fyr fra en lokalradio, som jeg åbenbart har mødt før. Han spørger om jeg måske er interesseret i at deltage i et radioprogram om kvinders rolle i det forestående valg til den grundlovsgivende forsamling. Jeg må indrømme, at jeg nok troede, at der var tale om en ide der blev luftet, så jeg sagde, at det synes jeg sørme lød helt fint. Svaret på det var at optagelserne startede 20 min. senere. Så var der ikke andet at gøre end at hoppe på motorcyklen og kører de 15 km. til radiostationen.

Trods begrænset ordforråd på nepalesisk tror jeg nu nok, at jeg fik sagt en enkelt eller to ting omkring kvinders deltagelse i demokrati, som måske gav lidt mening. Min kollega, Ishwori, der også var med og heldigvis snakkede det meste af tiden, var i hvert fald mindst ligeså begejstret som Herman. Så hvem ved, måske er det ikke sidste gang jeg lufter mine meninger på nepalisisk radio.

Vand og vand og vand og…..

Så kom regntiden og med den en masse vand. Som I sikkert har kunne ser i fjernsynet derhjemme, så har Sydasien været hårdt ramt og den sydlige del af Nepal er heller ikke sluppet fra seriøse oversvømmelser. Banke district, som jeg bor i, er det hårdest ramte område i Nepal med 42,000 mennesker påvirket af oversvømmelserne (i hele distriket bor 150,000 mennesker). Rismarkerne er lige blevet plantet, men efter oversvømmelsen står markerne tomme og ubrugelige i 37 af de 46 kommuner i distriktet. Dette vil få alvorlige konsekvenser næste forår, hvor der vil blive mangel på mad.

Jeg selv fik en meget dårlig start på oversvømmelsen. Den første dag af oversvømmelse klarede jeg at køre bilen i en grøft, som jeg ganske enkelt ikke kunne se, eftersom der lå 40 cm. vand på vejen. Det endte med et større show med brug af FN-bil og traktor i forgæves forsøg på at få min bil op. Til sidst måtte jeg en tur hen til vejdirektoratet og leje en kran til at redde min bil. Utrolig nok var der ingen skader på bilen, selv om der også var kommet vand ind i bilen, men nu er det jo også en Toyota Hi-Lux og der skal mere end en meter vand til at stoppe den.

Nepalgunj var hårdt ramt; byen stod under vand i 5 dage men kun en vej åben for bevægelse - medmindre man havde lyst til at vade rundt i møgbeskidt og forurenet vand op til hofterne. Vi var igennem 8 dage uden electricitet og rent vand, hvilket var noget hårdt, og man bliver klar over, hvor hårdt brug man har for sin mobil, computer, køleskab og vandhaner der rent faktisk kommer vand ud af.....

Nepalipan

Jeg faldt lige over denne lille artikel i en avis hernede og synes bare den var lige i øjet:

Nepalipan

To be Nepali, you need Nepalipan. But what constitutes nepalipan? What is this thing? Talking over with friends one evening we agreed that, in this age of globalization, cuisine, lifestyle and even dress code are becoming uniform, and so cannot hold the essence of nepalipan. We concluded the following: nepalipan is a set of unique characteristics that cannot be found in others. These are typical ways of being that do not change. These are some of the behaviours that we see as constituting nepalipan:

Hawking: Nepalis will noisily clear their throats at all times – while brushing, washing up, after a meal, and old time. No one can work their phlegm like a Nepali

Spitting: Everyone spits. But unlike all the rest, Nepalis do it in all places and at all times.

Smoking and riding: Lightning a cigarette and then zooming off on your motorcycle is definitely an indicator of nepalipan. But pedaling a bicycle and synchronously puffing away is an even more fundamental part of nepalipan.

Honking: Every vehicle has a horn that has to be used at times. But Nepali hand work a horn near-incessantly.

Queue-jumping: The English taught the world how to wait in line. But Nepal has never been colonized and we refuse to follow that English teach. To cut in line is not rudeness here, it´s a cunning move.

Overtaking: the free Nepali spirit does not care whether this is done from left or right

Hurrying: Who isn´t rushing about these days? But while others dash around with purpose, Nepalis, uniquely, do it with none. We shove other people while walking for example, and don´t even talk about motorbikes – ever seen on that can idle for a minute?

Et år ældre...

....også i år blev min fødselsdag fejret udenfor Danmarks grænser og langt fra familie og gamle venner. Men så er det jo så heldigt, at jeg har fået en masse nye venner som er helt med på at fejre fødselsdag lige som jeg kan lide det.

Lørdag holdte jeg en stor fest på min tagterrasse:

Mandag fik jeg tika, kage og gaver på MS landekontor i Kathmandu:


Mandag aften spiste jeg middag med en flok venner på en rigtig god restaurant i Kathmandu:

Og nu er jeg så et år ældre......og det kunne godt mærkes tirsdag morgen!!!

Tilbage i tiden

Nu er det jo ikke første gang jeg er i Sydasien og mine sidste to ferier er da også blevet brugt på at genopleve minder fra tidligere besøg.

Annapurna circuit
Man kan jo ikke bo i Nepal uden en tur i Himalaya. Sidst jeg besøgt Nepal tog jeg turen rundt Annapurna; en 21 dages trekking tur der gik via et bjergpas på 5.416 meter. I april dette år tog jeg så turen igen. Det var stadig en dejlig tur men en del anderledes end sidst, dels fordi jeg kom to måneder senere på året denne gang og dels fordi der blev bygget veje mange steder på ruten. Ja, udvikling kan man jo ikke slippe for! Dog var det en fantastisk tur og jeg nød det virkeligt, men jeg vil lade billederne tale for sig selv.
Dhaka tur-retur
På grund af en utrolig billig flybillet og den del venner i byen, tog jeg et smut til Dhaka, Bangladesh. Det var skønt at se byen og vennerne igen. Folk var blevet gift – nogle frivilligt andre gennem tvang – og babyer var kommet til. Jeg klarede også lige at komme til en afskedsfest, så det var jo i sidste øjeblik jeg besøgt byen. Der blev ikke taget mange billeder på den tur, men et får I dog at se nemlig det lykkelige og længe ventet øjeblik, hvor jeg kunne sætte tænderne i noget rigtig lækker sushi.

Selv om jeg bruger en del tid bag skrivebordet bliver lige så meget tid brugt på forskellige arrangementer med vores kvindegrupper. Nogle af aktiviteterne kan godt være noget lange, især her i varmen og med alt på nepalesisk, men oftest er det bare skønt at få lov at bruge tid sammen med de kvinder jeg faktisk arbejder for at støtte i deres kamp for en bedre fremtid for dem og deres familie.

Denne uge har været special fuld af møder og arrangementer, så denne uge får en plads i min blog:

Nepals første Dalit kvinde andelsforening
Ja, DWO Bankes kvindegrupper har lige dannet og registreret den første Dalit kvinde andelsforening i Nepal. I den anledning skulle der holdes generalforsamling med de godt 70 medlemmer og specielle gæster heriblandt jeg. Der var valg til bestyrelse og masser af taler efterfulgt af sjov og skæg og snacks og det hele kulminerede med det obligatoriske gruppebillede foran kontoret. PMC møde
I de fleste udviklingsorganisationer i Nepal eksistere en PMC – Programme management committee – og en sådan har DWO selvfølgelig også. Hvert kvartal holdes møde, hvor de forskellige aktiviteter diskuteres. I vores PMC sidder forskellige repræsentanter fra ledelse og ansatte samt 4 fra vores kvindegrupper. Det er et godt forum for dem at yde indflydelse på vores arbejde. Det er også deres opgave at tage ud til de forskellige kvindegrupper og få kommentarer til vores arbejde og især omkring den træning vi giver grupperne. På dagens møde var der flere ting der skulle diskuteres blandt andet har DWO netop underskrevet en ny tre-årig partnerskabsaftale med Mellemfolkeligt Samvirke. Indholdet af denne aftale skulle oplyses til vores PMC og det kommenede års (2064) aktiviteter og tilhørende budget skulle diskuteres. Aftalen blev studeret grundigt og kommentarer var der nok af. Vi har lige startet ti nye kvindegrupper og de ”gamle” grupper var noget utilfreds over at ”de nye” fik så meget træning. Derudover fik vi også besked på ikke at ligge aktiviteter i juni og july, hvor kvinderne jo har rigtig travlt i rismarkerne.

Efter denne diskution skulle vi så til at vælge nye medlemmer til PMCen. Det er en eftertragtet plads for disse kvinder, eftersom det giver prestige og en mulighed for indsats i og indflydelse på DWOs arbejde. Der blev derfor diskuteret heftigt i grupper og aftaler blev indgået på kryds og tværs. Nogle fik en plads på den betingelse at de gav den videre til en bestemt person året efter osv. Jeg prøvede at meditere lidt i processen, men de klarede det nu rimelig godt selv.

Besog hos en kvindegruppe

Nu sker det jo ret tit, at jeg tager ud og besoger en af vores kvindegrupper. Besogene folger oftest samme program, saa I faar lige hovedtraekkene her

Velkomst-tika og diskussion i gruppen

(laes om Tika tidligere i bloggen):

Lidt sludren med andre landsbyfolk

(som I kan se falder jeg jo ikke just

i et med maengden, saa det er svaert at

bare smutte efter et besog)

Flytte ting fra vejen saa bilen
kan komme derfra igen

Snacks med kolleagerne for at diskutere dagens besog:

Nyt år – nye oplevelser

Så gik vi endelig ind i et ny år her i Nepal mere præcist år 2064. År 2064 ser ud til at blive et rigtig spændende år.

Jeg er endelig begyndt at få rigtig godt gang i arbejdet og har virkelig nok af utrolig spændende opgave at gå i gang med. Efter lang tid som observatør føler jeg endelig at være i stand til virkelig at bidrage til udviklingen af de to organisationer og deres arbejde.

Sproget har jeg efterhånden også fået kontrol over, hvilket har gjort livet usædvanligt nemmere for mig; jeg kæmper dog stadig med det svære alfabet, men kan dog skrive små beskeder til min rengøringskone – som hun rent faktisk forstår, for det meste.

Endelig har mit sociale liv taget en noget uventet drejning. Som et led i fredsprocessen og det forestående valg har Nepal bedt FN om assistance – og nu må man sige, den er kommet. I Nepalgunj, hvor jeg bor, er der kommet omkring 40 nye FN-folk nogle for at hjælpe valgkommisionen men størstedelen for at overvåge afvæbningen af Maoisternes guerrillahær og tilsvarende antal våben fra den nepalesisk hær. Det er en blandt flok af hovedsagelig soldater og politimænd fra Mellemøsten, Afrika, Latinamerika og Europa. De tilbringer meget til i maoist lejrene, men har base i Nepalgunj og nyder at spille fodbold og feste, når de er i byen. Disse er to af mine yndlingsaktiviteter, så jeg har nok at se til.

Også nytårsaften holdte disse festlige fyre en ordentlig fest med grillmad tilberedt på resterne af en satellitdisk af en fyr fra Paraguay – og sikken en fest det blev til.

Ja, ja, 2064 skal nok blive et nyt og spændende år.